Broe venter på det næste fly hjem

Camilla Broe venter på det næste fly mod Danmark, efter hun natten til lørdag dansk tid blev løsladt i USA. Det danske konsulat hjalp med løsladelsen.

Foto: Casper Christoffersen. Camilla Broe blev opfattet som narkobossens højre hånd og truet med mindst seks års fængsel, da den danske regering  udleverede hende til de amerikanske myndigheder. Forsvarsadvokaten ved nu ikke, hvornår Camilla Broe kan komme tilbage til Danmark igen.
Læs mere
Fold sammen

Camilla Broe forsøgte natten til lørdag dansk tid at komme med et fly hjem mod Danmark fra lufthavnen i Miami.

Det skete, efter hun tidligere fredag blev løsladt fra fængslet i USA, hvor hun har siddet siden september.

Der var dog ikke flere pladser på nogle fly mod Europa, og Camilla Broe må nu vente på den næste afgang mod Danmark.

Ekstrabladet.dk skriver, at den 43-årige dansker blev ledsaget af den danske konsul i Miami, Jon Rosenthal. Han havde i løbet af fredag samarbejdet med de amerikanske myndigheder om at få danskeren løsladt.

- Jeg er glad og lettet, sagde Camilla Broe til avisen, som også skriver, at Camilla Broe få timer inden løsladelsen havde opgivet håbet om at komme inden weekenden.

- Nu glæder jeg mig bare til at komme hjem til min datter hurtigst muligt, sagde hun.

Den løsladte dansker ved endnu ikke, hvornår hun kan komme med et fly til Danmark.

I lufthaven i Miami blev Camilla Broe modtaget af to veninder, som fik lov til at tage Camilla Broe med til i Fort Lauderdale, hvor hun vil overnatte, indtil det næste fly afgår mod Europa.

Ifølge Ritzaus oplysninger afgår det næste fly mod Europa lørdag aften amerikansk tid (natten til søndag dansk tid).

Torsdag besluttede chefdommer Frederico Moreno ved en retshøring i Miami, at Camilla Broe skulle løslades.

Efter beslutningen om at løslade Broe opstod et nyt problem for danskeren, da hun er kommet til USA med politieskorte og dermed uden gyldig opholdstilladelse eller visum.

/ritzau/