Britta Nielsen gav syv millioner kroner til børn og svigersøn

Fra 1997 til 2018 hævede Britta Nielsen omkring 25 millioner kroner i hæveautomater i Danmark.

København K. Den svindeltiltalte Britta Nielsen overførte omkring syv millioner kroner til sine tre børn og sin svigersøn.

Det er tirsdag eftermiddag kommet frem i Københavns Byret, hvor anklagemyndigheden er i færd med dokumentationen.

I alt mener anklagemyndigheden, at Britta Nielsen på ulovlig vis har fået 116.023.862 kroner ind på sin egne konti gennem de 25 år, som den påståede svindel stod på.

Og det var fra den enorme kage, at børnene og svigersønnen fik en bid.

Svigersønnen fik omkring 380.000 kroner, sønnen fik cirka 2,8 millioner kroner, og de to døtre fik henholdsvis 2,7 millioner og 1,3 millioner kroner.

De er alle fire sigtet for groft hæleri.

Om de er sigtet for nøjagtigt de beløb, vides ikke.

De nægter sig skyldige, og det vides ikke, hvor langt anklagemyndigheden er i arbejdet med at finde ud af, om der skal rejses tiltale mod de fire.

Anklageren dokumenterer i øvrigt, hvordan Britta Nielsen fra 1997 til 2018 hævede 25 millioner kroner fra hæveautomater i Danmark.

Udskrifter, der vises i retten, afslører, hvordan hun ofte hævede 15.000 kroner ad gangen. Det skete af og til flere gange om dagen.

/ritzau/