Britiske undskyldninger strømmer til Danmark

En nedgørende bemærkning fra tidligere britisk flådechef har udløst en strøm af undskyldninger. Blandt andet fra Storbritanniens forsvarsminister.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke hver dag, en britisk forsvarsminister ringer til sin kollega i Danmark for at sige undskyld. Men det var, hvad den konservative Liam Fox måtte gøre, efter at den tidligere chef for den britiske flåde og tidligere sikkerhedsminister, Lord West of Spithead, kom til at sige, hvad han mente om to af Storbritanniens NATO-allierede, Belgien og Danmark. 

Lord West kom torsdag på et pressemøde, der ellers skulle præsentere Labours forslag til bedre og billigere indkøb til britisk forsvar, til at kalde Danmark og Belgien for "andenrangs" nationer. Storbritannien er efter lordens opfattelse stadig en førsteklasses nation, i modsætning til "bloody (skide, fandens, red) Denmark and Belgium", fastslog den adlede admiral.

Så kom undskyldningerne. Først fra Labours skyggeforsvarsminister, Jim Murphy, der undskyldte til venner fra Danmark og Belgien. "Eller skulle jeg snarere sige tidligere venner", tilføjede han med et suk. Derpå fulgte en officiel undskyldning fra Labour samt fra forsvarsministeren, der både udsendte en pressemeddelelse og ringede til sin danske kollega, fungerende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

Hun lader sig ikke fornærme af den tidligere britiske flådechef.

- Jeg ser ikke hans udtalelser som udtryk for en generel britisk opfattelse, siger hun, og gør samtidig opmærksom på, at Liam Fox kaldte admiralens udtalelser for "stupid" (dumme, red). Det kan godt være, at nogle briter opfatter Danmark som "andenrangs", men briterne har dog haft så stor tillid til danskerne, at de har underlagt flere britiske kampenheder under dansk kommando i Helmand i Afghanistan.

På den britiske ambassade i København gik diplomaterne i går i flyverskjul. Ingen officielle kommentarer, lød det blot. Men på de britiske avisers hjemmesider blomstrede kommentarerne, heriblandt også fra læsere med dansk navn. En af dem, Jens Peter Hansen, gør hos avisen The Independent blot opmærksom på, at 42 danske soldater er dræbt i Afghanistan, nogle af dem på grund af britisk beskydning.

- Vi er ikke skide Danmark eller Belgien - men jeg ville ønske, vi var. De nationer ved, hvordan de skal tage vare på deres borgere, skriver en anden.

"Lord West of Spithead? Avisen synes at have taget fejl af andet bogstav i det sidste ord i lordens titel", skriver en læser på The Times hjemmeside. Læseren har muligvis bogstav "h" i tankerne.

"Jeg er en usandsynlig blanding af walisisk, irsk, engelsk og dansk afstamning og hver og en del af mig føler afsky mod denne ekstremt arrogante persons arrogance", skriver en anden læser.

Selv om hovedparten af indlæggene tager afstand fra den adlede tidligere admiral og minister, er der dog enkelte støtter.

"Faktisk rammer West plet. Enhver, der har samarbejdet med det danske militær ved det. Individuelt eller i små enheder er nogle af dem bestemt mellem de bedste soldater i verden, men politisk er de ledet af politiske tosser. Det ved enhver. Hvad angår Belgien - er der nogen, der kan nævne tre berømte belgiere (ægte, ikke Tintin), spørger The Times' læser.

Danmark har samarbejdet tæt med britisk forsvar både gennem den kolde krig og i de sidste ti år som del af britiske kampgrupper i Irak og Afghanistan. Danmark var blandt de allerførste bidragydere til bombekrigen mod Gaddafi i marts i år.

Lord Allan West har tidligere med uoverlagte bemærkninger bragt sig i vanskeligheder - som da han som sikkerhedsminister fik sagt, at han ikke var overbevist om terrormistænkte burde kunne tilbageholdes i 42 dage. Efter to timer og en opringning fra Gordon Brown mente han det modsatte. 

I løbet af dagen er opmærksomheden dog gået videre til nye emner - såsom den fortsatte forværring af klodens økonomi og satellitten, der er på vej mod jorden.