Storbritannien bør træne en »folkehær«, som skal være klar til krig.
»Flere reservister er ikke nok.«
Sådan lød meldingen fra den britiske hærchef Patrick Sanders i en tale ved en konference for panserkøretøjer i sidste uge.
Det skriver BBC.
Han fremhævede truslen fra Rusland som dybt alvorlig.
»Vi skal forberede os, og det er en opgave for hele nationen,« sagde Sanders og tilføjede, at han ikke ønskede tvungen værnepligt – men nærmere et større fundament af frivillige soldater, som kan indkaldes, hvis der opstår krig.
General Sanders påpegede i øvrigt, at flere andre europæiske nationer nu har taget skridt for at gøre befolkningen klar til krig.
Forsvarscheferne i henholdsvis Sverige, Norge og Tyskland har for nylig bedt befolkningen om at forberede sig på krig - og klaget over, at oprustningen af militæret går for langsomt.
For et par uger siden sagde den britiske forsvarsminister, Grant Shapps, at verden flytter sig fra at være i en efterkrigstid til en førkrigstid – altså at en storkrig er noget, der ligger foran os, snarere end bag os.
Storbritannien må sikre sig, at »hele forsvarssystemet er klar« til at forsvare hjemlandet, sagde han i den forbindelse.
Et brev til britiske soldater
Det er ikke første gang, at den britiske hærchef, Patrick Sanders, advarer om en øget risiko for krig med Rusland.
Allerede i 2022, efter Ruslands invasion af Ukraine, skrev han i et brev til de britiske soldater, at han vil samle og stå i spidsen for en hær, der kan vinde over Rusland. Han skrev brevet, fordi han netop var blevet indsat som hærchef.
»Vi er generationen, der skal forberede en hær til at kæmpe i Europa igen,« sagde han dengang.
Patrick Sanders har længe været højlydt kritiker af nedskæringer i antallet af tropper og militærudgifter i Storbritannien.
I sin tale fremhævede han, at den britiske hær er halveret i størrelse i løbet af de sidste 30 år - med en reduktion på 28 procent de sidste 12 år.
Han advarer mod, at Storbritannien begår »de samme fejltagelser« som i 1914, hvor man »ikke formåede at opfatte de eskalationer, der første til Første Verdenskrig«.
Storbritannien har ikke haft værnepligt siden 1960erne. I stedet består hæren udelukkende af professionelle soldater, som har meldt sig frivilligt.
Hærchefens kommentarer har nu skabt en debat om, hvorvidt værnepligten skal genindføres. En talsmand for den britiske premierminister, Rishi Sunak, har dog afvist, at det kommer på tale.
Efterfølgende er den konservative Rishi Sunak blevet kritiseret af et højtstående medlem i partiet, som hævder, at Sunak ikke tager truslen fra Rusland alvorligt nok, og at det sikkert skyldes, at premierministeren er vokset op uden den eksistentielle trussel, som det gamle Sovjetunionen udgjorde under Den Kolde Krig.
Det skulle parlamentsmedlemmet have sagt til BBC under anonymitet.
Til juni bliver hærchefen, Patrick Sanders, erstattet af generalen Roly Walker.