Britisk avis: Er Danmark løbet tør for skuespillere?

Den britiske avis The Guardian undrer sig over, at det er de samme skuespillere, der går igen i de danske tv-dramaer.

Er Danmark løbet tør for tv-skuespillere? Sådan spørger The Guardian, der undrer sig over, at de samme skuespillere bliver ved med at dukke op i de danske tv-dramaer.
 
Tv-dramaerne "Forbrydelsen" og "Borgen" har haft stor succes i England, og i går kunne de britiske seere opleve første afsnit af serien "Den som dræber".

Det fik efterfølgende den britiske avis The Guardian til at stille spørgsmålstegn ved valget af skuespillere i de tre serier.

"Men nu? Nu er jeg bange for, at Danmark er løbet tør for skuespillere. TV3 er hjemsted for den nyeste, danske krimidrama-import, "Den som dræber". Hvis man tuner ind på episoden i aften, vil man opdage, at det gamle Forbrydelsen-gang er i spil igen," skriver Vicky Frost, der er TV- og radioredaktør på The Guardian.

Syv skuespillere går igen i tre store tv-serier

Og der er noget om snakken. Et blik på listen over skuespillere i de tre tv-dramaer viser, at syv skuespillere går igen i to af de tre serier.

Tre skuespillere er med i både "Forbrydelsen" og "Borgen". Det drejer sig om Mikael Birkkjær, Søren Malling og Bjarne Henriksen.

Tre andre skuespillere er med i både "Forbrydelsen" og "Den som dræber", nemlig Lars Mikkelsen, Marie Askehave og Carsten Bjørnlund.

Ifølge The Guardian er der ingen tvivl om hvilken af de tre serier, der har størst underholdningsværdi. "Forbrydelsen" vinder klart over de to andre, skriver avisen.
{embedded type="node/multipage_lite" id="8235518"}