Brintbiler på danske veje i 2008

Regeringen vil fritage brintbiler for afgift. Efter den melding siger producent, at brintbil kan være på gaden i 2008.

En bil, der kun sender vanddamp ud af udstødningsrøret, kan køre på de danske veje til næste år. Det melder det jyske firma H2 Logic, som udvikler brintbiler. Det vakte jubel hos virksomheden, da regeringen fredag offentliggjorde, at brintbiler som en del af den omfattende energiplan vil blive fritaget for afgifter.

- Beslutning om afgiftsfritagelse kan få samme betydning og effekt som støtten til vindmøllestrøm, så en gentagelse af vindmølleeventyret er nu inden for rækkevidde, det er i hvert fald det, vi går efter i H2 Logic, siger udviklingsdirektør Mikael Sloth.

En brintbil kan køre helt uden brug af fossile brændstoffer som olie og kul. Det sker, hvis det er strøm fra vindmøller, der bruges til at producere brint ved at spalte vand. Brinten lagres i en brændselscelle, hvor den omdannes til strøm, som driver bilen frem.

/ritzau/