Brandslukning på slagteri fortsætter hele dagen

Brand på Danish Crown-slagteriet midt i Skive sendte borgerne ind bag lukkede døre af frygt for farlig røg. Fortsat ikke overblik over brandens konsekvenser.

Branden på slagteriet i Skive var tirsdag morgen så godt som slukket, men hele dagen kommer til at gå med at pøse vand på de sidste ildlommer, vurderer politiet.

Det var mandag eftermiddag, at branden brød ud på Danish Crown-slagteriet. På grund af røgen sendte politiet beboerne indendøre. Et større antal brandfolk blev sendt til stedet. Men flammerne løb i hulrummene under taget, og det gjorde det svært at få standset branden.

Danish Crown orienterede medarbejderne på et stormøde tirsdag morgen, men havde fortsat ikke overblik over brandens konsekvenser. De ca. 600 beskæftigede ventes rutinemæssigt fyret, som det også skete ved slagteribranden i Blans i foråret. Hvis Skive-slagteriet viser sig meget ødelagt, er det håbet, at slagtninger og medarbejdere kan flyttes til andre Danish Crown slagterier i nærheden.

/ritzau/