Brandfolk kæmper mod brand i Nationalpark Thy

Beredskab forsøger at begrænse brand i plantage. Kraftig vind og en knastør natur besværliggør slukning.

Der er tirsdag eftermiddag udbrudt brand i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy.

Branden har ramt et område mellem kystlinjen og Istrupvej.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab, der har sendt 10 køretøjer og 30-35 mand ud for at bekæmpe branden. Desuden stiller Beredskabsstyrelsen blandt andet med en drone.

- Vi har lavet nogle standsningslinjer og håber, at vi kan holde ilden bag dem, fortæller René Kerup, der er chefvagt hos Nordjyllands Beredskab.

- Hvis det lykkes, er alt godt. Hvis ikke, må vi lave nye standsningslinjer andre steder, siger han.

Slukningsarbejdet besværliggøres af, at naturen er knastør, og at det blæser med omkring otte meter i sekundet.

- Desuden er vi udfordret med hensyn til vandsituationen, da vi kun har det vand, der er i tankvognene og enkelte småsøer i området, siger René Kerup.

/ritzau/