Brande hærger i stor stil ghettoer

De danske ghettoer er hjemsøgt af en lang række påsatte brande, og det ødelægger ghettoernes image.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fire gange om ugen sætter brandstiftere ild til børneinstitutioner, containere, biler eller knallerter i en af de danske ghettoer.

I årets første otte måneder var der 136 af den type brande, viser en opgørelse, som Jyllands-Posten har foretaget ud fra brandvæsnets døgnrapporter for ni større ghettoområder.

Brandene er ødelæggende for ghettoernes ønske om at forbedre deres image. Det oplever man blandt andet i Bispehaven i Århus, som i perioden 2004-2007 blev renoveret for 380 millioner kroner, men på det seneste har været ramt af containerbrande og ild i en børneinstitution.

- Der er jo ingen, der har lyst til at bo et sted, hvor tingene bliver brændt af, siger beboerformand Leif Scherrebeck, som håber, at situationen forbedres, når boligforeningen har brugt yderligere 6 millioner kroner på at nedgrave alle områdets containere.

Boligforeningen vurderer, at det er børn fra 6 år og op til 18 år, der står bag brandene.

Ifølge professor Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet ønsker en hård kerne af indvandrerunge i Danmarks ghettoer slet ikke, at deres område bliver til et almindeligt boligkvarter, men vil "fastholde deres miljø som en ghetto, der er farlig, og som nyder den skræk, det spreder, når man tænder ild", skriver Jyllands-Posten

/ritzau/