Brandbombe mod motorcykelbetjent

En motorcykelbetjent var onsdag aften tæt på at blive ramt af en brandbombe i Albertslund vest for København. Fem drenge er anholdt.

En motorcykelbetjent fra Københavns Vestegns Politi var onsdag aften tæt på at blive ramt af en brandbombe - en såkaldt molotovcocktail - på Damgårdsvej i Albertslund.

Betjenten havde netop standset en bil, der kørte for stærkt og stod og talte med bilisten, da brandbomben blev kastet over en hæk og landede et par meter fra ham. På grund af hækken kunne han ikke se, hvem der kastede den, men politiet anholdt senere fem store drenge, som man mener har været med til at lave brandbomben.

Episoden har ifølge politiet ikke noget at gøre med de seneste dages skyderier i politikredsen.

- Vi skal køre ad Damgårdsvej for at komme til politistationen, og der har tidligere været episoder på vejen med stenkast, siger vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi.

/ritzau/