Brandbombe blev kastet mod Christiansborg - en anholdt

Ingen kom til skade, da en molotovcocktail sent fredag blev kastet mod Christiansborg. En person er anholdt

Der blev sent fredag aften kastet en molotovcocktail ved Christiansborg. Skaderne er begrænsede. Her ses Christiansborg fra Slotspladsen. (Arkivfoto). Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sent fredag aften blev der kastet en molotovcocktail mod Dronningeporten i Prins Jørgens Gård ved Christiansborg.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Han fortæller, at meldingen om molotovcocktailen - en brandbombe - blev modtaget klokken 23.51.

Ingen er kommet til skade. Ilden fra brandbomben gik ud af sig selv, og der er ikke sket større skade på bygningen.

Politiet har lørdag aften klokken 19.30 meddelt på Twitter, at de har anholdt en person i sagen.

Tidligere lørdag havde politiet i et tweet sendt en efterlysning med billede ud af manden, som er blevet anholdt.

Det er ifølge politiet endnu for tidligt at sige noget om, hvad motivet skulle være for at kaste brandbomben.

/ritzau/