Brand tvang 70 hotelgæster til at tilbringe natten på plejehjem

Gæsterne på Gentofte Hotel måtte efter en evakuering natten til onsdag søge i ly for vejret på et plejehjem.

Gentofte Hotel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

70 gæster fra Gentofte Hotel lige nord for København måtte natten til onsdag evakueres som følge af en brand i hotellets køkken.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi David Buch tidligt onsdag morgen.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 00.58.

»Der var en kraftig røgudvikling som følge af branden, og hotellet havde selv iværksat en evakuering,« siger David Buch.

Samtlige 70 af hotellets gæster blev evakueret.

»Vi fik kontakt til et nærliggende plejehjem, hvor hotelgæsterne kunne komme i ly for vejret,« siger vagtchefen.

Branden på hotellet var opstået i køkkenet. Den nåede dog ikke at sprede sig, og brandvæsenet fik hurtigt slukket flammerne.

Efter slukningen blev der luftet godt ud, hvorefter gæsterne omkring klokken 02.30 kunne vende tilbage til hotellet.

»Der skete ingen personskade,« siger David Buch.

Politi og brandvæsen skal ud på stedet igen i løbet af onsdag for at fastslå en brandårsag.

Ifølge hotellets hjemmeside går Gentofte Hotel efter sigende tilbage til 1667.

Hotellet har i alt 98 værelser.

/ritzau/