Brand i plastic i Odense udvikler farlig røg

Politiet advarer om sundhedsskadelig røg fra brand hos genbrugsfirma på Havnegade i Odense

Odense: Borgere i Odense advares søndag om en brand, fordi røgen kan være sundhedsskadelig.

Ilden er opstået hos genbrugsfirmaet Marius Pedersen i Havnegade, hvor et lager af plastic er i brand, oplyser politiet.

Hvis man kommer til at indånde røgen, kan man blive dårlig.

Derfor advarer Fyns Politi beboere i havekolonien Bogå og i området Skibhusene om at gå indenfor. De opfordres til at lukke døre og vinduer.

Umiddelbart forventer politiet, at slukningen vil tage lang tid.

Ingen er kommet noget til ved branden.

/ritzau/