Branche bakker op om stramning

Det danske Fjerkræraad er tilfreds med øget beredskab mod fugleinfluenza. Rådet advarer jægere mod at indslæbte virus fra Polen og Tyskland.

Det er sæson for jagt, og mange danske jægere tager til nabolandene Tyskland og Polen for at gå på jagt i de store skove. Her kan de komme i kontakt med den smitsomme fugleinfluenzavirus H5N1.

I fjerkræbranchen er skrækscenariet, at den stolte jæger selv kommer til at bringe smitten med hjem til fjerkræet på sin egen bedrift.

Det danske Fjerkræraad er tilfreds med, at Fødevarestyrelsen mandag forhøjede risikoniveauet mod den frygtede virus til "mellem", så fjerkræavlere igen skal holde deres dyr indendørs eller i hønsegårde under net.

- Vi er meget enige med myndighederne i, at det er fornuftigt at hæve risikoniveauet. Det betyder, at man skal holde sine dyr indendørs eller overdækket, så vi skærmer os lidt af mod smitten, der er et eller andet sted, ikke så langt fra os, siger chefkonsulent Thorkild Ambrosen, Fjerkræraadet.

Han advarer jægere mod utilsigtet at komme til at indføre smitten fra jagtture i udlandet.

/ritzau/