Brændt gummi og benzin

For niende gang afholdes der racerløb i hjertet af København, hvor bilentusiaster og nysgerrige i går fandt vejen forbi.

Arrangørerne kalder selv Copenhagen Historic Grand Prix for en »kultur- historisk fortælling om racerbilens udvikling«. Bilerne spænder da også lige fra motorsportens barndom til vor tids el- og hybridbiler. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 30-40 meter allé med røde Ferrarier i stedet for træer er det første, man ser, efter indgangen ved Vibenhus Runddel i København.

Samtidig presser et sammensurium af indtryk sig på: Brændt gummi og benzin fylder næsen. Et hav af mennesker nyder en øl eller en ristet pølse, mens de ser på boder og biler, der spænder fra nutidens miljørigtige el- og hybridbiler til benzinslugende racerbiler med knap 100 år på bagen.

Så er scenen sat for denne første dag af Copenhagen Historic Grand Prix, hvor især gamle veteranbiler med både professionelle og amatører over weekenden dyster ved Fælledparken.

Mellem larmende biler og jævnlige eksplosioner fra gamle motorer møder Berlingske Tidende arrangementets protektor siden 1996, prins Joachim, der med ørepropper og trippende fødder venter på at køre sin egen Lotus-Cortina fra 1965.

»Jeg er her for at køre ræs med ligesindede - det vil sige sportens gentlemen, der vil have det sjovt. Det er fuld fart og ingen paradekørsel. Tilskuerne vil se, at de gamle biler stadig kan køre,« forklarer prinsen.

Den ottedobbelte vinder af Le Mans, Tom Kristensen, er ambassadør for arrangementet og nyder selv at deltage:

»Der er ikke det samme pres på mig som sædvanligt, så det er ren hygge. Samtidig er det et skridt tilbage i tiden med alle de historiske biler, hvilket er meget interessant.«

Kun for mænd?

Det mandlige køn er stærkt overrepræsenteret denne lørdag i Fælledparken. Men blandt weekendens 21.000 forventede gæster er der selvfølgelig også kvinder. Lisbeth Pedersen på 55 år er en af dem.

»Min mand har lokket, men det er utrolig sjovt at se og vise mine børn de biler, jeg servicerede med blandt andet benzinopfyldning som tankpasser frem til 1978. Desuden er bilerne utrolig tæt på her i forhold til andre løb,« siger hun.

Racerløbene i Fælledparken fortsætter igen i dag, hvor det blandt andet er muligt at købe dagsbilletter for 300 kroner.