Bosnier eftersøgt for skud i Præstø

Politiet i Vordingborg jagter en 20-årig bosnier, som er mistænkt for at skyde en 28-årig mand ved Præstø i fredags. En medgerningsmand er sigtet i sagen.

En 20-årig mand, Nermin Fakic, er efterlyst i forbindelse med en skudepisode syd for Præstø, hvor en 28-årig mand fredag i sidste uge blev skudt tre gange i maven.

En 21-årig mand er varetægtsfængslet i forbindelse med skudepisoden.

Skudofferet selv har ikke villet bidrage til sagen, så politiet kan endnu ikke sige noget om motivet. De tre involverede er gamle kendinge af politiet.

Nermin Fakic fik frist til mandag til at melde sig selv - ellers ville hans navn og billede blive offentliggjort, som det nu er sket.

/ritzau/