Efter at have raget uklar med det halve Danmark som følge af sin monstrøse håndtering af danmarkshistorien i TV-serien »1864« ville et mindre selvbevidst gemyt end Ole Bornedal måske have stukket fingeren i jorden og lavet en mindre anstødelig film.
Men sådan leger Bornedal altså ikke. Tværtimod virker hans nye, hysterisk opskruede voldskomedie »Dræberne fra Nibe« som en opadvendt finger til alle, der nogensinde har tilladt sig at kritisere ham for de store armbevægelser.
Ulrich Thomsen og Nicolas Bro spiller de småfuskende himmerlandske håndværkere Edward og Ib, der over fyraftens-øllerne begræder, at deres kone ikke længere gider at have sex med dem. Man forstår egentlig godt konernes ulyst, når Edwards idé om et forspil eksempelvis er at tiltale sin kones bagdel, som var den sin egen separate person.
Det er dog helt i tråd med filmens overordnede skildring af ægteskabet som helvede, og som synes baseret på 1960ernes vittighedstegninger af underkuede mænd og deres kagerullesvingende hustrutyranner. Men ligestillingen er total, for Edward og Ibs ægtefæller, Ingrid og Gritt (Lena Maria Christensen og Mia Lyhne) er ligeså svære at holde af, når de højlydt håner deres mænd under parmiddagen på kroen.
I forsøget på at bryde ud af det, Edward kalder sit »tomme og fisseløse« liv, beslutter han i en brandert at hyre en russisk lejemorder, der skal skaffe dem af med konerne. Igor (Marcin Dorocinski) ankommer sejlende beruset til lufthavnen i Aalborg, og som en af dansk filmhistories mest udmattende vitser ever forbliver han plakatfuld under hele resten af filmen.
Da konerne opdager planerne, hyrer de deres egen lejemorder, den britiske »Miss Nippleworthy« (Gwen Taylor), hvilket giver Bornedal mulighed for at servere endnu en skurrende skinger, men komplet uinteressant national stereotyp.
»Dræberne fra Nibe« skal roses for at satse på det samme punkede overdrive, man kender fra andre farcer om lejemordere, såsom Martin McDonaghs »In Bruges«, og ikke mindst Hans Petter Molands »Kraftidioten«, men som komedie fejler filmen katastrofalt: Den er simpelthen ikke morsom.
Der er enkelte sjove detaljer, som lejemorder-websitet med det gebrokne slogan »You have problem. We solve problem«, men som helhed fremkalder filmens stribe af kraftesløse klichéer mere tømmermandsagtig hovedpine end grin. Det være sig den »svansede« danselærer (ordet svans må være filmens yndlingsord), den yallah-yallah-hidsige indvandrer-taxachauffør, den rådne advokat og den stupide landbetjent.
En af karaktererne, Ingrid, synes selv at adressere filmens nærmest nihilistiske foragt for mennesker af alle racer, køn og nationaliteter. På kroen under parmiddagen skoser hun nemlig de øvrige gæster for ikke at sige det højt, som de alligevel tænker, og måske er det filmens skjulte manifest, hun her giver lyd.
Og jaja, fuck pænheden, men behøver det af den grund at blive så grimt som skimmelsvamp på en skrællet campingvogn? Skal det eksempelvis betyde, at publikum forventes at grine af en spastisk hæmmet mand, der kæmper med at få ordene ud?
Sidstnævnte, pinefulde scene fik denne sarte anmelder til at føle sig på linje med Nicolas Bros karakter, Ib, der bryder sammen midt i alle de urimelige blodigheder.
»Jeg kan ikke klare så meget dårlig energi i så lille et rum. Så meget had mellem mennesker,« siger han.
Senere i filmen leverer Nicolas Bro dog den eneste rigtigt smukke scene, da han folder sig ud som yndefuld salsa-konge, og lige der skimter man noget af den menneskelige ømhed som »Dræberne fra Nibe« mangler midt i al sin trang til at demonstrere sine store, skideligeglade nosser.
Hvad: »Dræberne fra Nibe«
Hvem: Instruktør: Ole Bornedal. Medvirkende: Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Lene Maria Christensen og Mia Lyhne.
Hvor: I biografer over hele landet.