Borgmestre skal da op at hænge ...

København vil bruge op til 90.000 kroner på at få en kunstner til at portrættere endnu en afgået borgmester. Det er der tradition for. Men, lyder kritikken, behøver alle tidligere borgmestre at få et portræt på skatte-ydernes regning?

Københavns Rådhus lægger vægge eller depoter til omkring 80 portrætter af tidligere borgmesttre – i Magistratssalen hænger blandt andre landets nuværende justitsminister, Søren Pind, der var bygge- og teknikborgmester i København. Fotos: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

Som teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune fra 2011 til 2013 har Ayfer Baykal (SF) krav på at blive portrætteret af en kunstmaler efter eget valg, og kommunen er villig til at bruge op til 90.000 kroner på at få hende foreviget.

På samme måde er tidligere socialborgmester Mikkel Warming (EL) efter sin exit fra københavnsk politik efter kommunalvalget i 2013 blevet portrætteret, af kunstneren Dennis Møgelgaard. Pris: ca. 100.000 kroner.

Et portræt, han selv kalder »smukt udført og vellignende«. Det samme er så godt som alle borgmestre før ham. Der er nemlig en historisk tradition for, at borgmestrene efter endt embede får malet deres portræt, der kommer op at hænge på Københavns rådhus.

Men ifølge gruppeformand for Liberal Alliance (LA) i København, Lars Berg Dueholm, er det på tide at tage »en fremadrettet diskussion om, hvorvidt det stadig er en god idé« at få portrætteret afgåede borgmestre.

»Man kan sagtens diskutere beløbets størrelse i forhold til nytteværdien,« siger han.

Lars Berg Dueholm overvejer derfor at tage spørgsmålet om portrætter op i den såkaldte gruppeformandskreds på rådhuset.

»Det handler selvfølgelig også om kultur og tradition. Måske skulle man nøjes med portrætter af overborgmestre eller borgmestre, der har siddet i mange år,« siger han.

J.F. Willumsens dobbeltportræt af den liberale borgmester Jacob Marstrand i forgrunden og rådmand Gustav Philipsen. Marstrand var borgmester 1904-1917. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

»Det koster jo det, det koster«

90.000 kroner er mange penge, erkender Ayfer Baykal, der i dag sidder i borgerrepræsentationen som gruppeformand for SF og arbejder som socialrådgiver på Vesterbro. Hun vil dog gerne op at hænge på rådhusets vægge. Om det så skal være til en pris på 70.000-90-000 kroner, sådan som der bliver lagt op til på et møde i næste uge i teknik- og miljøudvalget, er hun knap så sikker på.

»Det kan være 90.000, det kan være 10.000. Jeg ved ikke, hvad en kunstner skal have for at lave et portræt. Men det koster jo det, det koster. Det er en sjov og god tradition« siger Ayfer Baykal, der indtil videre har valgt ikke blive portrætteret, fordi hun stadig har sin gang på rådhuset.

Men så mange penge, kunne de ikke bruges bedre på f.eks. socialt udsatte, som du også arbejder med?

»Der er også mange dygtige gadekunstnere, hvis det er. Men jeg kan altså ikke bestemme, at jeg i stedet vil give pengene til socialt arbejde,« understreger hun.

Mikkel Warming taler om, at »man er en del af en tradition som borgmester i bystyret«.

»Det ser jeg ingen grund til at lave om på. Og så er man med til at holde portrætkunsten i live i dette land,« siger han.

På andre rådhuse landet over bliver tidligere borgmestre også foreviget i akryl- eller oliemaling og kommer op på væggene. Ikke mindst efter kommunalreformen i 2007, da landet blev 172 kommuner fattigere.

Således blev der alene i forbindelse med sammenlægningen af kommunerne Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum til Egedal Kommune udført portrætmalerier for 275.000 kroner. Men priserne varierer:

Nu afdøde, konservative Lyngby-borgmester Kai Aage Ørnskov blev foreviget for 210.000 kroner af Niels Strøbek.

I København kostede det kommunen 175.000 kroner af få udødeliggjort overborgmester Ritt Bjerregaard (S) – af tegneren Roald Als.

I Horsens måtte de betale lidt mere, 190.000 kroner, for at få Michael Kvium til at afbilde nu afdøde borgmester Vagn Ry Nielsen (S).

Det handler om tradition – med mere

Det handler om tradition, hedder det. Det handler om at støtte kunsten, bliver der tilføjet. Eller måske er det bare »noget småborgerligt pis« at blive malet på skatteydernes regning, sådan som Gunna Starck, tidligere byplanlægningsborgmester for Venstresocialisterne (VS) i København, udtrykker det.

»Jeg kan godt gå med til at støtte kunsten. Jeg har selv to kunstnerbørn. Men det kunne være til noget nyt, noget grænseoverskridende, andre måder at gøre det på,« siger Gunna Starck.

Hun er en af de få, hvis ikke den eneste, tidligere borgmester i København, som ikke har fået sig et portræt. Hun valgte i sin tid at sige nej, fordi kommunen i første omgang ikke kunne acceptere det portræt, en billedcollage, som Fotogruppen 2. maj havde udført af hendes forgænger og partifælle, Villo Sigurdsson.

Siden kom der dog en anden portrætcollage af Villo Sigurdsson op at hænge på rådhuset. Men ifølge den portrætterede selv »hang det der kun i kort tid«. Han formoder, at det kasserede portræt »ligger et sted i rådhusets kælder«.

Per Bregengaard, EL-skoleborgmester i København 1998-2005. Hans portræt var flere år undervejs. Han ønske var, at det skulle laves af børn fra Billedskolen, hvilket han dog ikke fik opbakning til. Maleriet endte med at blive udført af Billedskolens leder, Anne Maria Udsen, med inspiration fra børnene. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen Fold sammen
Læs mere

Gunna Starck henviser også til historien om portrættet af skoleborgmester Per Bregengaard (EL). I 2006 stoppede han som skoleborgmester, men han fik først sit portræt op at hænge syv år senere.

Per Bregengaard ville gerne have haft skolebørn fra Billedskolen til at male ham frit og kvit, og så gik der ellers politik i portrættet. Det skulle være fra en uddannet eller anerkendt kunstners hånd, lød det bl.a. fra politiske modstandere.

Kompromiset blev, at Billedskolens leder, kunstner Anne Maria Udsen, mod betaling, men med inspiration fra eleverne, fik til opgave at portrættere skoleborgmesteren.

Gunna Starck er siden blevet spurgt af partifæller, om hun ikke vil males. Det vil hun faktisk gerne, og hun har også fundet den kunstner, der skal gøre det. Hvem vil eksborgmesteren dog ikke røbe. Men hun har ikke hørt yderligere, så »den fest er nok forbi«, som hun siger.

Berlingskes kunstkritiker Torben Weirup fortæller, hvordan »politiske portrætter indtil for en 20 års tid siden var med til at holde liv i portrætkunsten i dette land«. Men siden har portrætkunsten oplevet en slags genkomst takket være kunstnere som Thomas Kluge og kunder, der har midlerne til at få dem udført.

Har de politiske portrætter en kunsterisk værdi?

»Ja, men der vil altid være fejlskud, og man nok ikke undgå, at der et eller andet sted i de 98 kommuner vil være nogen, der siger, det kunne deres niece sgu’ da have lavet,« mener han:

»Som jeg ser det, er det en god tradition. Men som altid er det spørgmål om at sætte penge af til det eller ej. Og det må politikerne jo afgøre.«