Borgmester vil have ulven ud af Danmark: Jeg frygter, hvad der kan ske

Danmark bør søge om dispensation fra EU til at bortskyde ulve i den danske natur, lyder det fra Viborgs borgmester Torsten Nielsen, der mener, Danmark er for lille til at huse ulve.

ARKIVFOTO: Ulv i Skandinavisk Dyrepark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Rasborg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke plads til ulv i den danske natur, og derfor skal den skydes en kugle for panden, hvor den viser sig.

Det mener Viborgs borgmester Torsten Nielsen (K), efter at et dyr, der menes at være en ulv, blev set torsdag nær en børnehave i Viborgs midtby. Tidligere er det blevet bekræftet, at en ulv har slagtet tre rådyr i en skov midt i Kolding, ligesom en ulv har vist sig nær et fritidshjem i udkanten af Randers.

»Ulven hører ikke til i den danske natur, og slet ikke i byerne. Vi har set 19 registrerede ulve, for halvandet til to år siden var der én. Så man må konkludere, at den er ganske innovativ,« siger Torsten Nielsen, der også henviser til, at der er fundet DNA-spor efter hunulv.

»Derudover har vi hørt, at der er en tæveulv. Og det vil sige, at så har vi lige pludselig endnu flere ulve inden for ganske kort tid. Vi begynder at få så mange, at vi risikerer at se et helt kobbel af ulve. Og det er dansk natur ikke stor nok til, at den kan bære,« lyder det fra borgmesteren i domkirkebyen.

Han mener, at ulvenes tilstedeværelse vil gøre det umuligt for danske landmænd at have dyr gående på markerne.

»Hvis først vi får et kobbel af ulve, så er det slut med, at dansk landbrug kan have løsgående kreaturer på markerne. En enkelt ulv tager med nemhed et får, og hvis de begynder at arbejde sammen, så er der ingen problem i, at de kan tage løsgående kreaturer på markerne,« siger Torsten Nielsen.

Han frygter også for, at ulve - hvis de er presset - kan finde på at angribe mennesker.

»Som udgangspunkt er ulven mere bange for os, end vi er for den, men den dag, vi har en hård vinter og store kobler af ulve, der frygter jeg for, hvad der kan ske,« siger Torsten Nielsen.

Ulven har været fredet i hele EU siden 1992, men Danmark bør søge om dispensation fra EU-reglerne, lyder det fra den konservative borgmester.

Efter knap 200 års fravær blev den første ulv fundet død i Nationalpark Thy i Nordjylland i november 2012. Siden har forskerne fundet sikre spor af 19 forskellige ulve i Jylland.