Borgmester sendte embedsmænd 84 spørgsmål om sit bryllup

ARKIV fra 2017 af Anna Mee Allerslev, som er borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune for Radikale Venstre. RB Anna Mee Allerslev blev kritiseret for at bruge Københavns Rådhus til privat bryllup.  (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Embedsmænd i Københavns Kommune måtte mellem april og august 2017 tage stilling til 84 spørgsmål sendt på mail fra beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) i forbindelse med hendes bryllupsreception i rådhushallen.

Det fremgår af en aktindsigt, som BT har fået i Anna Mee Allerslevs mailkorrespondance om sagen.

Mailkorrespondancen afslører, at embedsmændene - ud over at skulle tage stilling til lavpraktiske ting som kagegafler, vaser, servietter, skåle, buffetfade, bordplan m.m. - også blev pålagt at skræddersy arrangementet, så borgmesteren kunne slippe så billigt som muligt.

Budgettet blev derfor nedjusteret med 11.995 kroner kort før selve brylluppet.

Men embedsværket skal ikke bruges på at planlægge en borgmesters private bryllup, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

»Det er kritisabelt, at man som borgmester bruger embedsapparatet til at bruge ganske meget tid til en lang række detaljer, som den, der holder brylluppet, normalt selv skal sørge for eller betale sig fra. Det er jo et privat anliggende. I sidste instans er den tid, som administrationen bruger på brylluppet noget, som kunne være brugt på andre opgaver,« forklarer Bent Greve til BT.

Som BT tidligere har afsløret, lånte Anna Mee Allerslev i strid med de nedskrevne regler Københavns Rådhushal kvit og frit i til sin bryllupsreception i august og sparede dermed den normale lejeudgift på 65.000 kroner.

Efter BT tirsdag sendte en række spørgsmål til borgmesteren tirsdag, meddelte hun onsdag, at hun nu vil betale de 65.000 kr. for lejen af lokalet.

Anna Mee Allerslev ønsker ikke at stille op til interview med BT, men har i stedet svaret over email:

’Udgifter til administration og koordinering indgår i min betaling til opsætning af stole, borde, service m.m. Præcis som hvis en virksomhed eller andre skal afholde et arrangement, hvor der også er behov for koordinering. Nu har jeg desuden også betalt for lokaleleje.’

Om hele sagen siger lektor i forvaltning ved Aalborg Universitet Sten Bønsing:

»For det første får hun særbehandling ved, at hun i det hele taget får lov til at låne Rådhuset uden at betale for det. For det andet ser det også ud som om, kommunen giver Anna Mee Allerslev yderligere særbehandling ved at give hende lov til at komme igennem med sine krav,” siger han til BT og tilføjer:

»Som udgangspunkt må en borgmester ikke få særbehandling. I stedet burde kommunen stå fast på, at konceptet er sådan her, og det her er prisen«.

/ritzau/