Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Uddannelsescenter Nygård - 10. Klasseskolen i Brøndby er ikke en af landets 17 ringeste skoler.
Det erkender undervisningsminister Christine Antorini (S), der fredag beklager, at fire skoler ved en fejl er havnet på listen over de dårligste skoler i Danmark.
Rettelsen glæder Brøndby Kommunes borgmester, socialdemokraten Ib Terp. Til Berlingske Nyhedsbureau fortæller han, at kommunen gennem flere år har forsøgt at gøre opmærksom på, at de kriterier, der har placeret Uddannelsescenter Nygård på den sorte liste, er forkerte.
- Jeg er selvfølgelig lettet over at slippe af med det brændemærke, som man får, når man står på listen, siger Ib Terp.
- Nu kan omverdenen se, at vores skole ikke er blandt de ringeste. Det er jeg glad for, men det væsentligste er, at vi nu kan få genskabt borgernes tillid til Brøndby Kommunes skolevæsen.
Ifølge borgmesteren understreger fejlene, at lister er et dårligt redskab i skoleverdenen.
- Det er en sygdom, at der konstant skal laves ranglister over de bedste og de dårligste skoler. Især når listerne laves på en overfladisk måde, siger Ib Terp.
Man kan ikke gøre dårlige skoler bedre ved lister
Den holdning er man rørende enig i hos Skolelederforeningen, hvor næstformand Claus Hjortdal opfordrer undervisningsministeren til helt at afskaffe ranglisterne.
- Man gør ikke dårligere skoler bedre ved at lave lister. Det er slemt nok i sig selv at blive hængt ud, og når listerne åbenbart er fyldt med fejl, er det jo direkte utroværdigt, siger han.
Den aktuelle fejl ligger ifølge undervisningsminsiter Christine Antorini hos Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der har baseret sin udregning af skolernes karaktergennemsnit på et fejlagtigt grundlag.
Foruden Uddannelsescenter Nygård er Lergravsparkens Skole i København, Skolen på Sønderager i Herning samt Center-10, Aarhus High School blevet strøget fra den sorte liste.