Det er nødvendigt at genåbne butikkerne nu – mens der stadig er butikker at genåbne.

Sådan lyder det fra Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), inden mandagens Skype-møde, hvor regeringen, landets 98 borgmestre, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner drøfter den genåbning, alle sukker efter.

»Det vil være godt for os i Hørsholm at få åbnet skolerne og for handelslivet. Hvis vi bliver ved med at trække genåbningen af gågaden og butikkerne i langdrag, er jeg bange for, at vi kommer til at se en større butiksdød,« siger Morten Slotved.

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), håber, at mødet vil give afklaring. Hun bemærker, at vi må acceptere, at covid-19 er en del af vores hverdag, og at vi derfor skal blive bedre til at styre den, så vi kan lukke smittekæder og genåbne samfundet.

»For vi kan ikke fortsætte i dette nedlukningsspor,« understreger Benedikte Kiær:

»Test kombineret med styrket smitteopsporing er for mig at se nøglen for genåbningen. Så jeg håber meget, at vi får noget med her, som vi kan arbejde med, og at vi kan få gang i planlægningen af indsatsen med det samme.«

På samme måde håber Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), at kommunerne vil få tilstrækkelig tid til at forberede sig på en kommende genåbning.

»Jeg håber, at vi får en klar plan, som vi kan planlægge efter, så vi ikke ender i samme situation som alle øvrige gange. Der har kommunerne fået retningslinjerne i sidste time eller bagefter. Det går ikke,« siger Pernille Beckmann. Hun ser allerhelst, at der bliver genåbnet for de ældste skoleelever.

Regeringen, landets 98 kommuner, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner holder møde mandag klokken 11 for at drøfte en kommende genåbning af samfundet.
Regeringen, landets 98 kommuner, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner holder møde mandag klokken 11 for at drøfte en kommende genåbning af samfundet. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Model for genåbning

Regeringen er ifølge indkaldelsen til mødet, der begyndte mandag klokken 11, i gang med at fastlægge en model for, hvordan flere såkaldte hurtigteststeder tæt på borgerne skal etableres.

Og på mødet drøftes »strategiens overordnede linjer og kommunernes rolle ift. at understøtte en videre genåbning af grundskolerne såvel som det bredere samfund«.

Genåbning af skolerne står højt på prioriteringslisten hos flere borgmestre, blandt andre Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (S).

»Jeg håber, at vi kan få åbnet op for, at de ældste skoleelever kan komme tilbage til klasselokalerne. Derudover håber jeg, at vi kan få gang i de mindre butikker igen. Det er det vigtigste lige nu,« siger han.

Mens smitten på landsplan har været faldende i begyndelsen af februar, er der i Ishøj Kommune set en stigning i smitten af covid-19. Og netop derfor er det ikke alle borgmestre, som mener, at en landsdækkende genåbning er vejen frem.

»Jeg tror, det er vigtigt at sige, at vi ikke alle kan være en form for gidsler for Vestegnen og Storkøbenhavn. Jeg tror, det er vigtigt, vi ser på nogle regionale muligheder for genåbning,« siger Holstebros borgmester, Hans Christian Østerby (S), til DR P4 Midt & Vest.