Borgmester føler, at kommunen er fanget i et vakuum af frustrerende coronaregler

Vallensbæk er nu kommunen med den højeste smitte. Nye regler hæver loftet for, hvornår Vallensbæk skal påbegynde en automatisk nedlukning, men borgmesteren frygter, at kommunen rammer smertegrænsen, inden de træder i kraft.

Grænsen for, hvornår en kommune skal påbegynde en automatisk nedlukning, er blevet hævet, men Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K), tvivler på, om det er tids nok. Kommunen er fanget i et »vakuum«, siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en diskrepans mellem de positive udmeldinger fra myndighederne og den stigende smitte i flere kommuner, der er nedlukningstruede. Sådan har det lydt fra erhvervsliv, politikere og kommuner, og nu er Vallensbæk den seneste i rækken.

Det skriver TV 2 Lorry.

Vallensbæk Kommune ligger nemlig nummer ét på Statens Serum Instituts (SSI) liste over incidens i kommunerne.

Således har kommunen 223,68 smittede pr. 100.000 borgere, og det er en sølle håndfuld fra grænsen på 250, der vil betyde en automatisk nedlukning lidt endnu.

Fredag i sidste uge meddelte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at regeringen vil hæve den grænse til 300, og at det vil ske i løbet af denne uge.

Nu mener Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K), imidlertid, at kommunen befinder sig i »et vakuum«, da der er en reel risiko for, at kommunen overskrider grænsen på 250, inden den nye grænse er trådt i kraft.

»Vi står i et vakuum lige nu. Det er jo logisk nok, at grænsen stiger, samtidig med at der er flere, der er vaccineret. Men vi risikerer at blive ramt midt i det her vakuum og skal lukke, fordi man ikke er blevet færdig med at behandle det, der egentlig er vedtaget,« siger Henrik Rasmussen i TV 2 Lorry.

Henrik Rasmussen opfordrer borgerne i kommunen til at lade sig teste og huske på retningslinjerne, men retter også en kritik af de »frustrerende« coronaregler.

Da sundhedsministeren i sidste uge offentliggjorde, at man ville hæve loftet for en automatisk nedlukning, kom meldingen side om side med myndighedernes opløftende meldinger om, at det egentlig går meget godt på trods af højere smitte.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sagde i Politiken, at frygten for en krise i sundhedsvæsenet ser ud til at være afblæst, og den nu ændrede smertegrænse for automatisk nedlukning har været noget, som både erhvervslivet og kommunalpolitikere har efterspurgt den seneste tid.

Dansk Erhverv har ønsket, at man hævede loftet for i hvert fald Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, da de to er »økonomiske kraftcentre«, og det samme har Venstres leder på Københavns Rådhus, Cecilia Lonning Skovgaard.

Samtidig hæves grænsen for automatisk nedlukning af sogne fra en incidens på 500 til 600.

De nye smertegrænser vil formentlig træde i kraft i midten af denne uge.