Borgmester bakker fædrefrit møde op - med glæde

Det er fint, at Holbergskolen forbyder fædre at deltage i et møde af hensyn til muslimske kvinder, mener Københavns børne- og ungeborgmester.

Anne Vang, Borgmester for Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune, er valgt for Socialdemokraterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: S¿ren Bidstrup

Skolelederen på Holbergskolen i København bliver hverken sendt i skammekrogen eller op på borgmesterens kontor, selv om han har nægtet fædre adgang til et møde om mobning i aften af hensyn til de muslimske kvinder.

LÆS OGSÅ: Fædre ingen adgang til skolemøde

Københavns børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) støtter beslutningen om at sætte det danske ligestillingsprincip ud af kraft. Ifølge skoleder Søren Ellesøe er det nødvendigt, da der findes indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede.

- Jeg bakker skolen op - med glæde. Selvfølgelig synes jeg, at det er lidt underligt, at mænd og kvinder ikke kan være i samme rum. Men skolen står i den virkelighed, at der er mange muslimske kvinder og mænd, der har det på den måde. Og da skolen mener, mødrene skal på banen for at løse et konkret mobbeproblem, må de selvfølgelig bringe de nødvendige instrumenter i spil, siger Anne Vang.

Løsning af mobbeproblemer kommer i første række

Hun mener, det vigtigste i denne her sag er at få løst problemerne med mobning blandt børnene.

- Det er er vigtigere, end at skolen skal passe på med ikke at støde Villy Søvndals og Pia Kjærsgaards fornemmelse for, hvad det vil sige at være dansk, siger Anne Vang og hentyder til, at både SF og Dansk Folkeparti har taget kraftigt afstand fra skolelederen, som beskyldes for at have gjort knæfald for ligestillingen af hensyn til forstokkede religiøse opfattelser.

LÆS OGSÅ: Søvndal: Skolemøde uden fædre skal aflyses eller åbnes

Men er det ikke middelalderligt at lukke fædrene ude af religiøse grunde?

- Vi får ikke jo ikke kvinder i den her gruppe til at gå til møder med mænd ved at nægte skolen at løse et mobbeproblem. Og det er altså heller ikke op til den danske folkeskole at løse samtlige problemer i denne verden. Skolen har en virkelighed, den skal forholde sig til, siger Anne Vang.

DIN MENING: Er udelukkelse af fædre i orden?
TIP OS: Kender du lignende tilfælde?