Bordet fanger

Når man først er begyndt at snyde sig til offentlige ydelser, er det svært at blive lovlydig igen, for det er så store beløb, at de sætter levestandarden i familien, siger 48-ÅRIGE SANNE, der selv har fusket sig til ekstra penge gennem 12-15 år. Ofte nedarves bedrageriet gennem generationer.

Af hensyn til Sanne Simonsen og hendes familie samt de mennesker, hun omtaler i artiklen, optræder hun ikke med sit rigtige navn. Redaktionen er bekendt med hendes identitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Der er adskillige familier med far, mor og børn i Sanne Simonsens omgangskreds, men de er ikke familier på papiret.

Det er alt for dyrt.

»De starter måske med at bo sammen nogle år og få et par børn. Så bliver de uvenner, han flytter – og hallo, en check kommer ind ad døren,« siger Sanne Simonsen, der selv har prøvet en skilsmisse tilbage i 80erne.

»Den check slipper man ikke, selvom man finder sammen med manden igen eller møder en ny fyr. Det er jo den, som man går på McDonald’s med ungerne for, eller som ens datter får de smarte lyserøde gummistøvler for i stedet for de billige grønne. Man får ekstra børnetilskud, man får friplads i dagplejen og børnehaven, og man får måske boligtilskud. Kan du høre, hvor mange penge det er – bong, bong,« siger Sanne.

Et regneeksempel kunne være en mor med tre børn på et, tre og fem år. Ud over den ordinære børnefamilieydelse, som alle børnefamilier får, kan hun som enlig hæve 17.748 kroner om året i børnetilskud og ekstra børnetilskud, op til 35.580 kroner i boligsikring og måske spare 46.672 kroner til tre daginstitutionspladser. I alt 100.000 kroner. Om året.

»Da jeg selv blev skilt, var det mange penge, men i dag får man vildt mange penge som enlig mor,« synes Sanne, der er 48 år.

Som nyskilt boede Sanne i eget hus, så hun »nøjedes« med at få ekstra børnepenge plus en god del af daginstitutionspladserne til de to børn betalt. Og det lod hun fortsætte, selv om hendes kæreste flyttede ind.

»Det gav mig råd til at have en lille bil, så jeg kunne komme omkring med ungerne,« siger hun.

På papiret lejede hendes kæreste et værelse på 1. sal , hvor hans møbler ganske rigtigt var opmagasineret, og så levede de ellers fuldstændigt som alle andre familier. Han hentede børnene i børnehaven, og de viste sig sammen ved alle lejligheder.

»Pædagogerne og alle andre vidste godt, at han boede i mit hus, men også at jeg var enlig mor. De havde godt nok fat i mig mange gange nede på kommunen, men jeg råbte og skreg og benægtede, at vi levede sammen. Så spurgte de, hvor vi sov, og jeg svarede, at de jo ikke anede, hvor mange sofaer jeg havde i min stue. Jeg har været strid,« siger Sanne.

Hun husker også, hvordan det på et tidspunkt kneb hende at klare familieliv og uddannelse på én gang, og så ringede hun ned på kommunen og bad om hjælp.

»Først afviste de mig bare, men så sagde jeg, at jeg ville hoppe i havnen, og så kunne de tage sig af mine to piger. To timer senere sad der to socialarbejdere i min stue, og det næste år kom der dagligt en hjemme-hos-pædagog, der hjalp med en masse opgaver. Det kostede kommunen en årsløn til pædagogen, men den var da godt givet ud, for jeg endte med at forsørge mig selv,« siger Sanne.

Hun er godt klar over, at det er blevet til rigtig mange penge, som hun uretmæssigt har hævet gennem de 12-15 år, hvor kæresten boede sammen med hende og børnene. Og hun ved, det er forkert, men hun har ikke dårlig samvittighed.

»Jamen, min kæreste var på kontanthjælp, og han levede helt op til det. Han slappede af, blev aktiveret igen og igen og drak alt for meget i perioder, så han bidrog ærlig talt ikke meget til husholdningen. Havde han nu lagt 5.000 kroner på bordet hver måned, havde jeg måske ikke behøvet børnepengene,« siger Sanne og tilføjer, at hun altid har kendt til den måde at leve på.

Hendes egen mor hævede ekstra børnepenge, selvom hun havde fundet en ny mand, og også Sannes kæreste og hans søskende havde lært at leve sådan fra deres tidlige barndom.

»Socialt bedrageri går i arv. Gå ud på uddannelsesinstitutionerne, eksempelvis pædagogseminarierne, og se på gruppen af 25-27-årige, der er på revalidering og har børn. Jeg vil tro, at halvdelen af dem uberettiget hæver tilskud. Og hvis du ser på deres baggrund, er mange af dem selv børn af enlige mødre, der gjorde det samme. De piger kan huske, fra de var helt små, når den kvartårlige check kom. Det var den 20. Så mødtes vi på Torvet, spiste på den kinesiske og gik i Fætter BR. Og så kunne vi jo godt se, at nogen også havde råd til at købe møbler for deres check.«

Med det in mente er det ikke uden stolthed, at Sanne fortæller om sin datter og svigersøn, der lever helt reglementeret og har barn nummer tre på vej. På trods af at datteren er under revalidering og i færd med at uddanne sig.

»Hun kender godt smutvejene i systemet. Men hun siger til mig: ’Mor, vi skal altså ikke skilles – om så vi begge to skal gøre rent i Bilka om natten’. Hun har set, hvordan det skader en familie at være på kontanthjælp og snyde sig igennem.«

Begge Sannes børn er nu rejst hjemmefra, og Sanne har efter mange skiftende job fået natarbejde i nærheden af den lille sjællandske provinsby, hvor hun bor. Ikke at hun tjener styrtende med penge, for hun får 105 kroner i timen, men hun har, hvad hun skal bruge, siger hun.

På papiret har hun igennem årene haft en del mænd boende, fordi de behøvede en folkeregisteradresse, og om kort tid flytter der endnu en ung mand ind på den måde. Det er ikke noget, som Sanne får penge for, siger hun. Det er vennetjenester.

»Ham her er lige kommet ud af fængsel efter at have siddet der i et års tid for dankortsvindel. Han skal hjem til sin kæreste, der er under uddannelse, og deres lille barn på fem måneder.

Egentlig ville kæresten helst, at de blev gift og en rigtig familie, men hun er jo også realist. Hun tør ikke lade ham få folkeregisteradresse der, for hun kan ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Han har ikke noget arbejde, så han kan ikke byde ind med noget. Og der skal altså et vellønnet job til, før han kan hamle op med hendes tilskud som enlig forsørger,« siger Sanne.

»Myndighederne ved godt, at han skal hjem til dem, men hvor er hjælpen til at få den lille familie ordentligt i gang? Hvis hun gik ned og bankede i bordet hos kommunen, ville de bare tage penge fra hende, så det tør hun ikke. Hun tror heller ikke på myndighederne, for hun har prøvet, at fogeden kom og tømte hendes hjem for alt«, siger Sanne, der forudsiger, at det unge par i al evighed kommer til at leve på kanten af samfundet.

»Jeg kan ikke se, at hun gør noget forkert. Jeg kan kun se, at hun passer på sig selv og sit lille barn.«

På en måde ærgrer det alligevel Sanne, at samfundet er indrettet, så en masse mennesker snyder sig igennem.

»Det er da råddent, men jeg ved ikke, hvordan det skal løses. Måske ville det hjælpe, hvis der blev talt mere om det og om bivirkningerne. Når man snyder sig til børnepenge og den slags, bliver det nemlig til en form for familiestruktur. Det gør noget ved familien, at den begynder med en løgn. Og det må gøre noget ved de fædre, der ikke kan blive fuldgyldige medlemmer i deres hjem. Men folk hæver deres penge og holder kæft,« siger hun.

I Sannes omgangskreds findes dog også nogen, der har viklet sig ud af bedrageriet og er blevet lovlydige.

»De har tre børn og har holdt sammen, siden de var 16 år. På papiret levede de hver for sig og hævede, hvad de kunne ekstra. Men så vendte de op og ned på deres liv og tog til den anden ende af landet, fik arbejde og flyttede rigtigt sammen. Det kører perfekt, og de er glade. De havde behov for at rydde op i det – måske ville de give deres børn en anden social arv, end den de selv har med.

På et tidspunkt bliver ens børn jo også store og begynder at spørge: ’Hvorfor skal vi altid hente fars post et andet sted?’«

Mens Sanne ikke kan forarges over enlige mødre, der hæver mere, end de er berettigede til, bliver hun helt brysk i stemmen, når hun taler om nogle mænd, som også har fundet en fidus.

»Jeg kunne hurtigt finde 20 af dem nede i haveforeningen. De bor der for 400 kroner om året og har folkeregisteradresse hos deres gamle mor. Så kan de hæve kontanthjælp og bo til minimale udgifter, og samtidig kan de lave alt det sorte arbejde, de gider. Og der er pigernes børnepenge altså peanuts ved siden af.

Så kom dog i gang og giv noget af det tilbage, som I har fået af samfundet, tænker jeg. De har taget lige så mange uddannelser som mig og fejler ingenting. Nogle er endda håndværkere, men de går bare og hygger sig og rejser til de varme lande et par gange om året for deres sorte penge. Det pisser mig af,« siger Sanne.