Bondam med i Ritts boligløfte

Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) har siden valgkampen stået skulder ved skulder med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i sagen om de billige boliger i København. Efterfølgende har han omtalt valgløftet som sit eget.

Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) gik såvel før som efter kommunalvalget i november 2005 med på Ritt Bjerregaards (S) storstilede plan om billige boliger i hovedstaden i løbet af fem år.

Dagen før valget sagde han i en afsluttede debat på TV2 Lorry, at han troede på planen, og kort efter forsvarede han boligplanen i et fælles læserbrev med overborgmesteren i Berlingske Tidende. Det skete, som svar på en kritisk leder i avisen, hvor planen blev angrebet for at være en luftig idé.

Lederen påpegede, at Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam på et pressemøde om boligplanen ikke leverede andet end en luftig idé om en fond samt en anvisning af nogle mulige byggegrunde.

»Lederen i Berlingske Tidende sætter et urimeligt spørgsmålstegn ved vores fælles forslag om at bygge 5.000 billige boliger. Naturligvis er det realistisk at bygge billige kvalitetsboliger i København,« lød svaret i læserbrevet underskrevet af Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard.

Sareen: Ingen snyd
Klaus Bondams partifælle på Københavns Rådhus Manu Sareen mener ikke, at Bondam har snydt vælgerne for et valgløfte.

»Klaus Bondam har et ansvar på den måde, at han er gået med på planen om de billige boliger. Men det er hele Det Radikale Venstres ansvar. Og lige præcis valgløftet 5x5x5, det er Ritt Bjerregaards løfte. Efter valget præsenterede hun en plan for os, og den valgte vi at være med på, fordi vi troede, det kunne lade sig gøre. Det viser sig så, at det kan det ikke, men vi holder fast i visionen om at være med til at skaffe københavnerne billige boliger,« siger Manu Sareen (R).

Han er vikarierende ordfører på sagen for Klaus Bondam, der de seneste tre døgn gennem sin pressechef har meddelt, at han holder ferie indtil starten af august, og at han desuden ikke har nogen kommentarer til sagen om de billige boliger.

Bondams løfte
Men i august sidste år omtalte Klaus Bondam boligplanen som sit eget valgløfte, da han 7. august 2006 i Ekstra Bladet erklærede, at »der jo har været en markant markedsudvikling i boligpriserne, siden vi fremsatte valgløftet sidste efterår«.

Trods dette ordvalg skal det dog ikke umiddelbart forstås som om teknik- og miljøborgmesteren selv var med til at udstede det valgløfte, mener Manu Sareen.

»Puuh jeg kan kun gætte, men jeg tror, han mener, at det er Ritt Bjerregaard og ham selv, der har fremlagt Ritt Bjerregaards valgløfte efter valget. Efter valget præsenterer Ritt Bjerregaard jo et udspil om de 5.000 billige boliger for os. Vi kigger på det og vælger at være med, fordi vi synes, det lyder som en god ide,« siger Manu Sareen.

De Radikale er med
Den radikale boligordfører på Christiansborg, Charlotte Fischer, efterlyste torsdag, at Klaus Bondam kommer på banen med en erklæring om, hvornår boligerne kan være på plads.

»Selvom det er Ritts valgløfte, så ved jeg godt, at Det Radikale Venstre er med i det her,« sagde hun til Berlingske Tidende.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Charlotte Fischer, og den radikale ledelse på Christiansborg ønsker ikke at kommentere sagen.