Bondam holder fast ved trængselsafgifter

Selv om nye trafiktal tyder på, at trafikken i København udvikler sig i positiv retning, vil trafik- og miljøborgmesteren have indført trængselsafgifter.

Uanset om trafikken er steget eller faldet de seneste par år i København, er der under alle omstændigheder behov for at indføre en trængselsafgift for at få reduceret trafikken i hovedstaden. Det mener trafik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R).

- En af de væsentligste grunde til at indføre trængselsafgifter er luftforureningen. Alt for mange københavnere dør for tidligt hvert år, fordi der er et øget partikeludslip i Københavns Kommune. Der er også rigtig mange boliger i København, der er slemt støjplaget. De to ting i sig selv er begrundelse nok, siger Klaus Bondam til Ritzau.

Ifølge oplysninger i Jyllands-Posten mandag viser nye tal fra Vejdirektoratet, at trafikken i Storkøbenhavn er faldet de seneste to år på nær i to kvartaler, men det er ifølge Bondam langt fra nok til at kunne tro på, at alle problemerne løser sig selv.

/ritzau/