Bondam: Forudsætningerne har ændret sig

p-cirkus. Københavns teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), erkender, at kommunen har lovet staten, at der skulle bygges 500 P-pladser ved det nye skuespilhus. Men forudsætninger for aftalen har ændret sig, fastslår borgmesteren, der er forundret over, at regeringspartierne nu vil tvinge P-pladserne igennem mod kommunens vilje.

Jo, Københavns Kommune har lovet, at der skulle bygges 500 P-pladser i tilknytning til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen. Og jo, parkeringsanlægget fremgår af kommunens lokalplan. Men alligevel er det helt i orden, at kommunen nu ikke længere vil stå ved sit løfte. Det mener i hvert fald Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R): »I den gamle aftale optrådte parkeringskælderen som finansieringskilde i forhold til at få bygget en forbindelse over til Holmen. Indtægterne fra parkeringspladserne skulle altså betale for broen. Nu er vi så heldige, at vi kan få broen gratis, og dermed er forudsætningerne for at bygge et parkeringsanlæg også ændret.«

Men det ændrer jo ikke på, at teatergæsterne nu ikke kan parkere deres biler ved Skuespilhuset?

»Hør nu lige...kommunen har besluttet, at der skal bygges et parkeringsanlæg i Borgergade bare 750 meter fra Skuespilhuset, og her vil der blive gode muligheder for at parkere sin bil - både for teatergæster og operagæster.«

750 meter – det er immervæk et pænt stykke at gå?

»Det synes jeg nu ikke, og set i forhold til den trafikbelastning et parkeringsanlæg på Kvæsthusbroen vil give, så synes jeg ærligt talt, at København godt kan undvære det P-anlæg.«

Kommunen kunne kvit og frit have fået både en bro og et P-hus af Realdania. I stedet har I valgt at nøjes med A. P. Møller Fondens tilbud om en bro. Hvorfor kun tage den lille pakke?

»For det første er vi slet ikke interesseret i et P-anlæg. Og for det andet giver placeringen af A. P. Møllers broforslag den bedste betjening af hele Holmen og videre ud til Amager Strandpark. Realdanias bro ville primært være til gavn for gæsterne til Operaen.«

Regeringspartierne vil nu bede miljøministeren om at gennemtrumfe P-pladserne med et landsplandirektiv. Hvad siger du til det?

»Jamen, jeg synes, at det vil være ærgerligt, hvis staten vil gå så vidt. København har en ambition om at skabe et dynamisk byliv uden alt for mange biler, og hvis regeringen og miljøministeren virkelig vil modarbejde den vision, så kan jeg kun undre mig.«

Vil kommunen føre retssag mod miljøministeren, hvis der kommer et landsplandirektiv?

»Hvis det fører så vidt, så vil vi klart efterprøve, om det er muligt at gå til domstolene,« siger Klaus Bondam.