Bombemanden var flyttet fra sin adresse

Mysteriet om den tjetjenske bombemand fortsætter. Ifølge en belgisk avis har Lors Doukaiev ikke boet på sin officielle adresse i flere måneder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tjetjensk fødte bombemand Lors Doukaiev, som stod bag eksplosionen på Hotel Jørgensen i København, har ikke boet på sin officielle adresse i Belgien i flere måneder. Det skriver den belgiske avis Het Nieuwsblad torsdag.

Ifølge de officielle oplysninger boede Lors Doukaiev sammen med sin mor og søster i en lejlighed på anden sal af et hus i Herstal, der er en forstad til Liège. Men da det belgiske politi tidligt onsdag morgen dukkede op for at ransage lejligheden, var der flyttet nye beboere ind.

- Lors kom her for et år for at bo sammen med sin mor og søster. Lige før ferien flyttede han ud igen, fordi hans kæreste kort forinden var flyttet ind med et barn, og derfor blev lejligheden for lille. Men vi har aldrig haft problemer med Lors, siger ejeren af huset til Het Nieuwsblad.

Familien ikke set længe

Heller ikke i Doukaievs tidligere bokseklub i Liège eller i den lokale tjetjenske købmandsbutik, der har kaviar, vodka og andre russiske specialiteter på hylderne, har man set noget til Lors Doukaiev og hans familie i de seneste måneder.

- Han kom sommetider i min butik. Han er kendt i det tjetjenske miljø, men jeg har ikke set ham i lang tid og heller ikke hans søster eller mor, som vist er rejst til Luxembourg eller Rusland, siger købmanden Khitanaev Yusup til Ritzau.

Ifølge Lors Doukaievs tidligere svoger Shepa Bersanov, der gennem to år var gift med Doukaievs søster, var Doukaiev gift med en hollandsk kvinde, der ligeledes stammer fra Tjetjenien. Det er også uvist, hvor hun bor henne.

/ritzau/