Boligselskab vil smide LTF-leders forældre på gaden for sønnens kriminalitet

Forældrene til lederen af banden Loyal To Familia, Shuaib Khan, har fået opsagt deres lejlighed gennem 33 år, fordi sønnen havde folkeregisteradresse i boligen, da han sidste sommer truede en politibetjent.

Rigsadvokaten annoncerede 28 juni, at et forbud mod banden Loyal To Familia skal prøves ved en domstol. Her ses et Loyal To Familia-medlem foran Københavns Byret 27. september 2017. (Foto: Scanpix Danmark STF/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark STF

Trusler mod en politibetjent var ikke nok til at udvise lederen af Loyal To Familia, den pakistanske statsborger Shuaib Khan, fra Danmark. Det har både byretten og landsretten afgjort.

Mens Højesteret til efteråret skal sætte det endelige punktum i sagen, kan bandelederens forældre i mellemtiden takke deres søns trusler mod ordensmagten for, at de nu står til at blive smidt ud af den lejlighed på Nørrebro, som de har boet i gennem mere end tre årtier. Det har Radio24syv afdækket.

Boligselskabet FSB, som har opsagt lejeaftalen med bandelederens forældre, afviser at kommentere beslutningen, men i et brev fra selskabet til forældrene, som Radio24syv er i besiddelse af, fremgår det, at opsigelsen er en konsekvens af, at Shuaib Khan havde folkeregisteradresse hos sine forældre, da han i august 2017 truede en politibetjent:

»Som følge af Shuaib Khans adfærd natten til den 1. august 2017 skal jeg derfor på vegne af FSB ophæve dit lejemål med øjeblikkelig virkning,« står der ifølge mediet i brevet.

Det er en paragraf i Almenlejeloven, som gør det muligt at opsige lejemål, hvis et medlem af husstanden bidrager til at skabe utryghed i området. Det beror altid på en konkret vurdering i den enkelte sag, men det er ikke første gang, at forældre er blevet smidt ud af deres hjem på grund af deres børns kriminalitet.

Shuaib Khans far, Wallait Khan, finder det dog dybt uretfærdigt, at han sammen med sin hustru skal straffes for handlinger, der er udført af deres søn:

»Min søn har gjort noget, og hvis det er strafbart, så skal han selvfølgelig straffes. Men os, som ikke har noget med det at gøre, hvorfor skal vi straffes,« siger han til Radio24syv og tilføjer, at de i deres 33 år på lejemålet aldrig har fået klager fra andre beboere.

Ifølge Radio24syv nægter familien Khan at flytte fra lejligheden, og derfor skal sagen afgøres i boligretten den 23. august.

Shuaib Kahns trusler mod en politibetjent udspillede sig under sidste års bandekonflikt, da politiet natten til 1. august visiterede flere formodede medlemmer af Loyal To Familia på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Her skulle den 31-årige bandeleder angiveligt have sagt »pas på dig selv« til den betjent, som visiterede ham, efterfulgt af et »husk hans ansigt« til andre formodede LTF-medlemmer.

I Københavns Byret og Østre Landsret affødte det en fængelsstraf på henholdsvis tre og to måneders ubetinget fængsel, men truslerne gav ikke anledning til, at bandelederen kunne blive udvist fra landet. Siden er sagen anket til Højesteret, som skal sætte et endeligt punktum i sagen i løbet af efteråret.

Udvisningen af Shuaib Khan er dog ikke det eneste retsopgør, som Loyal To Familia aktuelt kan se frem til.

De seneste måneder er historisk hårde fængselsstraffe haglet ned over medlemmerne af LTF i kølvandet på sidste års bandekonflikt, som kostede flere mennesker livet.

Samtidig offentliggjorde Rigsadvokaten i sidste uge, at man i en historisk sag vil benytte Grundlovens paragraf om foreningsfrihed til at forbyde Loyal To Familia. Lykkes det, vil det ifølge politiinspektør hos Rigspolitiet, Michael Kjeldgaard, svække banden yderligere.