Hvis du købte en ejerlejlighed i København for et år siden og har solgt den igen i det nye år, har du efter alt at dømme fået en god fortjeneste.
Afhængigt af størrelse og beliggenhed kan gevinsten være på over en halv million kroner direkte ned i lommen.
I Københavns Kommune ligger den årlige prisstigning for ejerlejligheder i 2023 på 11,2 procent, viser tal fra Boligsiden.
Det svarer til, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter er steget 415.000 kroner i værdi, skriver ejendomsmæglersiden.
Prisstigningen hænger sammen med stor efterspørgsel på boliger, og antallet af handlede ejerlejligheder voksede således i forhold til året før.
Den øgede aktivitet hænger sammen med, at boligkøberne inden årsskiftet ville nå at købe bolig for at få fingre i skatterabatten og således undgå en øget skattebetaling som følge af de nye boligskatteregler og ejendomsvurderinger, som trådte i kraft 1. januar 2024.
Særligt i København har interessen for at opnå skatterabatten bidraget til prisstigningerne de seneste måneder. Det forklarer Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Boligmarkedet gik bedre end forventet
Som Berlingske kunne berette i sidste uge, steg lejlighedspriserne på landsplan med 6,9 procent i 2023. Stigningen i 2023 skal ses i lyset af et barskt 2022, hvor boligpriserne faldt på grund af blandt andet store rentestigninger og energikrise. Siden da er modvinden på boligmarkedet løjet af. Rentestigninger er vendt til rentefald.
Antallet af solgte ejerlejligheder steg ifølge Boligsiden med 11 procent i 2023 sammenlignet med året før. Samlet set er udviklingen gået bedre end forventet set med boligejeres og ejendomsmægleres briller. I begyndelsen af 2023 var boligmarkedet »dømt ude«, som chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit formulerede det over for Berlingske.
»De fleste prognoser spåede om fortsatte prisfald og lavere friværdier for boligejerne på grund af de høje renter, men sådan er det ikke gået. I stedet er boligpriserne fortsat op, og boligejerne i de dyre områder er blandt de største vindere.«
De seneste opgjorte salgspriser fra december er imidlertid fortsat lavere end sommeren 2023 og ligger på samme niveau som i januar 2022, altså for to år siden, fremgår det af Boligsidens tal.