Boligforening evakuerer voldsramt afdeling

Én enkelt familie terroriserer et socialt boligbyggeri i Helsingør. Boligselskabet tilbyder nu naboerne at blive genhuset andetsteds, indtil familien kan sættes ud.

Billeder fra Lejerbos afdeling 32 i Helsingør, Belvederevej, fra hjemmesiden Lejerbo.dk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Smadrede ruder, opsprættede dæk og dødstrusler er blevet hverdag i boligområdet på Belvederevej i Helsingør, hvor én familie i længere tid har chikaneret beboerne i bebyggelsens øvrige 23 lejligheder.

Det kulminerede i går aftes, da politiet måtte rykke ud med hunde til en slåskamp i området. En ung indvandrerdreng spyttede på en kvinde, som ifølge politiet sendte ”et møgfald” tilbage. Kort efter ilede flere folk til, hvor det kom til slåskampe mellem 20-30 personer.

Nu har boligforeningen fået nok af balladen.

- Det er en helt absurd og grotesk situation. Hvis ikke samfundet kan flytte den ene familie, må vi flytte de andre, siger Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører for Lejerbo i Nordsjælland og København.

Han tilbyder nu de 23 familier et nyt sted at bo, indtil den chikanerende familie er ude af boligkomplekset.

- Jeg talte med en beboer, som spurgte mig, om de ikke kunne få et andet sted at bo. Det tilbyder vi dem så nu, siger Steffen Jørgensen.

Lang sagsbehandling
Boligselskabet har meddelt familien, at den er opsagt, men til at begynde med har de seks uger til at gøre indsigelse, og gør de det, ender det i en boligretssag, der kan tage år.

Det kan Steffen Boel Jørgensen ikke vente på.

- Det er så grotesk, at 23 familiers liv skal sættes ud af drift, fordi regler om indsigelsesfrister skal overholdes. Det burde være muligt i sådan ekstreme tilfælde at sætte folk ud med magt med timers varsel, siger forretningsføreren

Han er klar til at tage sagen til fogedretten for at få den ene familie ud så hurtigt som muligt.

Som boligadministrator har han ikke de store problemer med de ekstraomkostninger, det vil koste boligforeningen at genhuse familierne. Han bærer på en mere generel bekymring.

- Det er alvorligt, at de her mennesker har fået rystet deres tillid til, at de er under civilisationens beskyttelse. Den beskyttelse er ophævet på Belvederevej. Her hersker jungleloven, siger han.