Bohrs nobelpris på auktion

Til november kan man byde på den guldmedalje, som den danske fysiker Aage Bohr modtog i forbindelse med overrækkelsen af Nobelprisen i 1975.

Aage Bohr (tv) søn af professor Niels Bohr modtog i 1975 Nobelprisen i fysik. Guldmedaljen bliver sat på auktion 13. november. Fold sammen
Læs mere
Foto: Walther Månsson

Mellem 400.000 kroner og 600.000 kroner.

Sådan lyder auktionshuset Bruun Rasmussens vurdering af den guldmedalje, som den danske fysiker Aage Bohr modtog, da han i 1975 blev hædret med Nobelprisen i fysik. Guldmedaljen bliver sat på auktion 13. november.

Aage Bohr, der var søn af den verdensberømte fysiker og nobelpristager Niels Bohr, døde i 2009. Den guldmedalje, han modtog for 37 år siden, vejer 200 gram og er af 23 karat guld, diameteren er 66 millimeter, og den originale æske med Aage Bohrs navn på følger med i købet.

Guldmedaljen sættes på auktion af Aage Bohrs efterladte familie, fortæller mønt- og medaljeeksperten Michael Fornitz, der er  chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen. Ifølge Michael Fornitz er der tale om en stor  familie, der pragmatisk har vurderet, at man lige så godt kunne sætte guldmedaljen på auktion.

Guldprisen sætter en nedre grænse

Om selve vurderingen siger Michael Fornitz, at den selvfølgelig er baseret på et skøn. Men også på et skøn, der er forbundet med stor usikkerhed, fordi genstande af denne art er meget sjældent udbudte.

- Guldprisen som sådan sætter nødvendigvis en nedre grænse for, hvad guldmedaljen er værd, men det er ikke det primære. Jeg har sat vurderingen anseligt højere end guldprisen alene. Men uanset hvad, jeg havde sat den til, tror jeg, at vi ville få et andet resultat på auktionen. Selvfølgelig kan jeg sammenligne med, hvad andre emner inden for historiske medaljer sælges for, men der er ikke noget klart svar.

Ifølge Michael Fornitz kunne den typiske køber af Aage Bohrs guldmedalje være en privatperson, der samler på historiske medaljer eller, mere specifikt, på historiske medaljer med videnskabelig tilknytning.

- Men medaljen kan også være et muligt praleobjekt for en velhavende russer eller kineser, eller hvem det nu er, der er meget aktive på markedet lige nu, og som synes, at det vil være fantastisk at lægge sådan en medalje i vitrinen og vise den frem som trofæ.

Priser solgt til fordel for Finlandshjælpen

Den guldmedalje, som Niels Bohr fik, da han i 1922 blev hædret med Nobelprisen i fysik, har også været solgt på auktion. Auktionen, som også omfattede guldmedaljer fra nobelpristagere som den danske mediciner August Krogh og den svenske forfatter Selma Lagerlöf,  fandt sted i 1940.

Den blev afholdt til fordel for den private organisation Finlandshjælpen, der hjalp finske børn med at komme i sikkerhed hos danske plejefamilier. Niels Bohrs guldmedalje befinder sig i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Den er dog ikke udstillet.

Aage Bohrs pris: