»Boghandleren fra Brønshøj« kendt skyldig i terrorsag

Landsretten har kendt Sam Mansour skyldig i at fremme terror og terrororganisationer. »Boghandleren fra Brønshøj« risikerer nu at miste sit statsborgerskab.

Sam Mansour. Arkivfoto: Rune Feldt Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Feldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Østre Landsret har mandag dømt dansk-marokkaneren Sam Mansour fra Brønshøj skyldig i at fremme terror på Facebook og i e-mails.

Et enigt nævningeting fandt Mansour skyldig i at have opildnet og hvervet personer til at rejse til Syrien eller Irak for at deltage i væbnet jihad. Mansour, der går under navnet »Boghandleren fra Brønshøj«, er således af landsretten blevet kendt skyldig i at have været med til at fremme terrororganisationerne al-Qaedas og al-Nusra-Frontens virksomhed, og dermed er Østre Landsret kommet frem til samme dom som byretten.

Mansour blev herudover fundet skyldig i at have tilskyndet til forbrydelse i form af drab på navngivne danske personer og aktioner mod det egyptiske parlament, at have billiget terrorhandlinger og at have propaganderet for trusler mod og forhånelse af jøder.

Til forskel fra dommen i byretten fandt landsretten desuden Mansour skyldig i at fremme terrorvirksomhed i et noget videre omfang. Landsretten mente, at yderligere en række af hans Facebook-opslag har et terrorfremmende indhold - nærmere bestemt et indhold, der er egnet til at fremme al-Qaedas virksomhed. Dette gjaldt også andre grupper med tilknytning til terrornetværket, herunder al-Nusra-Fronten.

Herudover blev »Boghandleren fra Brønshøj« fundet skyldig i terrorfremmende virksomhed ved at bidrage til udarbejdelsen og udbredelsen af tre bøger skrevet af den omstridte prædikant Abu Qatada, der har relationer til al-Qaeda. Landsretten mener, at bøgerne blandt andet har til formål at mobilisere muslimer til væbnet jihad.

Det er nu anden gang, at den 55-årige terrorsympatisør kendes skyldig i at have talt for terrorisme.

Landsretten skal nu tage stilling til strafudmålingen i sagen og til, om Sam Mansour skal fratages sit danske statsborgerskab og udvises. Byretten mente i sin dom ikke, der var grundlag for at fratage Mansour sit danske statsborgerskab.

»Dommen ligner på mange måder den, som blev afsagt af byretten på Frederiksberg. Forskellen er domsafsigelsen om de tre bøger. Jeg er skuffet over landsrettens afgørelse, men egentlig ikke så overrasket. Nu må vi afvente at se, om landsretten går imod byrettens afgørelse, når det kommer til min klients statsborgerskab og retten til at opholde sig i Danmark,« siger Sam Mansours forsvarsadvokat, Thorkild Høyer, til Berlingske Nyhedsbureau.

Der forventes afsagt dom i sagen senest 1. juli 2015, og hvis Mansour får frataget sit statsborgerskab vil det være første gang i dansk retshistorie, at en lovovertræder fratages sit danske pas.