For bøvlet at hente udenlandsk personale

Flere virksomheder gider ikke alt papirarbejdet og opgiver derfor at hente medarbejdere i udlandet, viser ny undersøgelse.

Manglen på kvalificeret arbejdskraft herhjemme får virksomheder til at spejde ud over landets grænser efter medarbejdere, men fire ud af 10 virksomheder synes ikke, at det er umagen værd. Ifølge en ny undersøgelse fra Håndværksrådet er de mange indberetninger, ansøgninger og godkendelser den væsentligste grund til, at de små og mellemstore virksomheder på forhånd næsten opgiver at finde nye medarbejdere udenfor Danmark. Hver femte virksomhed peger også på den omdiskuterede Østaftale som en hindring.

- Hvis vi ikke skal tabe opsvinget på gulvet, må vi simpelthen sikre, at det bliver så uproblematisk som muligt for virksomhederne at skaffe arbejdskraft. Jeg vil derfor stærkt opfordre politikerne til at ophæve Østaftalen, reducere sagsbehandlingstiderne og fjerne de administrative byrder, der er ved at benytte udenlandsk arbejdskraft, siger Håndværksrådets cheføkonom Jakob Brandt.

/ritzau/