Bøvl med bjærgning af kæntret fragtskib

Kæntret fragtskib i Femern Bælt skal skæres op i to stykker, før det kan bjærges.

Tidligst i slutningen af næste uge kan bjærgningen af det kæntrede fragtskib "Omer N" være færdig. Skibet kæntrede sidst i oktober med 11 mand om bord i Femern Bælt. Kun tre blev reddet. Siden har der været mange komplikationer i forbindelse med bjærgningen, og nu må bjærgningsfolkene skride til andre metoder.

- Det har blæst en del, og efter vinden har lagt sig lidt, har man forsøgt at bjærge skibet i ét stykke. Men det er ikke lykkedes, så nu vil man skære det op i to stykker, siger inspektoratschef Michael Skov, Farvandsvæsnet.

Ligene af fire af de otte omkomne tyrkiske søfolk savnes stadig og befinder sig formentlig inde i skroget.

/ritzau/