Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens det går i den rigtige retning med at bekæmpe udbredelsen af børneporno - både blandt borgere, IT-branchen og myndighederne - viser der sig en kedelig tendens i det ulovlige materiale. Fotos og videoer af stadig mere alvorlig karakter finder vej til internettet, lyder det fra fagfolk.
Red Barnet, der i over ti år har haft en hotline, hvor borgere kan anmelde børneporno online, modtog sidste år 4.849 anmeldelser, viser deres årsrapport, der blev offentliggjort i går.
12,5 procent af dem er websider med ulovligt indhold, som Red Barnet ikke tidligere er stødt på - hvilket svarer til, at der hver uge dukker 12 nye websider op med billeder af overgreb på børn. Tallet er dog svagt faldende i forhold til året før, fortæller psykolog Kuno Sørensen.
»Vi har en blokeringsordning, der hele tiden bliver opdateret med nye hjemmesider, som så ikke længere dukker op, og så får vi færre anmeldelser. Antallet af dubletter (flere anmeldelser om samme side, red.) var meget større tidligere,« siger han. Den pågældende blokeringsordning blokerer nu adgangen til mere end 9.000 internetsider.
Hurtig reaktion
Den britiske Internet Watch Foundation (IWF), modtog sidste år over 38.000 anmeldelser om børneporno, viser deres årsrapport - og også herfra meldes om effektiv respons, når ulovligt materiale identificeres.
Eksempelvis blev ulovligt indhold på britiske servere, 40 identificerede tilfælde sidste år, fjernet af internetudbyderne inden for et døgn.
Til gengæld afslører IWFs årsrapport, at det analyserede materiale er yderst alvorligt. Knap tre ud af fire ofre vurderes til at være under ti år gamle, og mere end 40 procent af billederne viser decideret voldtægt eller tortur af barnet. Hos Red Barnet bekræfter Kuno Sørensen den sørgelige udvikling.
»Vi har ikke systematisk forsøgt at aldersvurdere, men helhedsindtrykket, som vi også hører fra andre hotlines, er, at børnene bliver yngre, og det, de udsættes for, bliver grovere og værre,« siger han.
Politiinspektør Jørn Gravesen, leder af Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Enhed, der bl.a. indeholder IT-efterforskningscentret NITEC, bekræfter, at også politiet støder på stadig grovere materiale.
»Det er ikke sådan, at alt det, vi ser, er grovere, for de anmeldte og efterforskede sager er forskellige i grovhed. Men vi ser desværre sager, hvor garvede politifolk bliver overraskede og chokerede over grovheden. Medarbejderne får løbende psykolog-debriefinger, for det påvirker folk,« forklarer han og glæder sig dog over, at der er kommet langt større bevidsthed om emnet i offentligheden.
Grænseoverskridende
Til gengæld udgør internettets grænseoverskridende natur en udfordring i jagten på bagmændene. IWF melder om, at mange bagmænd benytter legitime gratis internetservice til deres ulovligheder - blandt andet gratis fildelingsservice og gratis hjemmesidedomæner. Og så kan de let flytte materialet mellem lande, forklarer Red Barnets Kuno Sørensen:
»Får de mistanke til, at myndighederne er ved at opspore dem, så skifter de navn, leverandør, land eller bruger de smuthuller, der er i administrationen af internettet,« siger han.
Politiinspektør Jørn Gravesen understreger, at det internationale samarbejde hele tiden bliver udbygget og forbedret, men at det samtidig skal hamle op med lynhurtige udviklinger på internettet og ikke mindst de mange muligheder for misbrug, som de voksende sociale medier udgør.