Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Poul Erik Rasmussen, der i 1960erne var anbragt på børnehjemmet Godhavn i Tisvilde, har stævnet staten for 10.001 kroner, fordi han blev vanrøgtet som barn.
Hans advokat, Bjørn Elmquist, oplyser, at sagen langt fra drejer sig om penge, men Poul Erik Rasmussen ønsker at få en undskyldning fra staten og en anerkendelse af, at der er sket et alvorligt svigt i systemet.
»Siden lige efter årtusindeskiftet har en række nu voksne børnehjemsdrenge forsøgt at få en undskyldning fra den danske stat for de overgreb, som de blev udsat for i 1960erne og 70erne. Men det har ikke været muligt at få. Det har heller ikke været muligt, efter Tønder Kommune i foråret besluttede at give en klækkelig erstatning til den såkaldte Tønder-pige, fordi de havde begået en fejl,« siger Bjørn Elmquist til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:
»Beløbet er symbolsk. Det er undskyldningen og erkendelsen af, at der er foregået noget forkert, der er vigtig for min klient og dem, der står bag ham. 10.001 kroner dækker selvfølgelig ikke de livslange skavanker, som er påført ham. Vi har valgt dette beløb, fordi så ligger vi lige over ankegrænsen, hvis vi ikke får medhold i første omgang,« siger Bjørn Elmquist.
I 2011 viste en undersøgelse fra Syddansk Universitet og Forsorgsmuseet i Svendborg, at en række børnehjem, herunder Godhavn, i årene fra 1945 til 1976 udsatte børn og unge for seksuelle og fysiske overgreb, medicinske eksperimenter samt alvorlige omsorgssvigt.
Flere forskellige socialministre i tidens løb har afvist at give en undskyldning til »Godhavnsdrengene«, og politikerne har blandt andet begrundet afvisningerne med, at det er svært at dømme fortidens gerninger på nutidens præmisser.
Socialminister Manu Sareen (R) har indtil videre ikke kommenteret sagen.