Børnehave indførte vinkeforbud for forældre: »Det var en lettelse«

Institutionen Stenurten har indført vinke-forbud, og det er en lettelse for børn såvel som far og mor, at der ikke er et stort ståhej omkring at sige farvel. Forældre skal stoppe med at slå sig selv i hovedet med skyldfølelse, mener BUPL.

Daginstitutionen Stenurten har til de flestes tilfredshed indført vinkeforbud for forældre, når deres børn blev afleveret ved bussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Forældre til børn i Stenurten Vuggestue og Børnehave på Nørrebro må ikke blive og vinke farvel ved den bus, som om morgenen fragter børnene i udflytterbørnehave. I stedet skal far og mor sige farvel inde i institutionen og »blot gå videre til næste gøremål«, som Stenurten skriver på sit site.

Den regel har syv år på bagen og blev indført, fordi Stenurten oplevede, at det blev et »show« at sige farvel til sit barn, som Berlingskes journalist, Nathalie Ostrynski, også beskriver i en klumme i dag.

»Børnene blev simpelthen kede af det, fordi deres far eller mor stod og blev ved med at vinke, og ofte var børnene egentlig ligeglade med forældrene, fordi snakken med kammeraterne var i gang, og der var blevet sagt farvel. Vi oplevede også forældre, som løb efter bussen, og på et tidspunkt løb en forælder ind foran bussen. Heldigvis så buschaufføren det – ellers var den far blevet kørt over,« siger Stenurtens pædagogiske leder, Maibritt Iversen.

Hun synes, at vinke-forbuddet har mange fordele. Dels bliver morgenen ens for samtlige børn, og der er ikke nogen, som oplever, at deres forælder ikke trofast står og hujer, når bussens motor sætter i gang. Dels er der mindre kaos, fordi børnene kan fokusere på det, der skal ske, i stedet for at fokusere på at have sagt farvel til mor eller far.

»Og så var det en lettelse for mange forældre ikke at skulle blive og vinke. De syntes jo også, at det var forfærdeligt at stå der i sol, regn og sne og stresse over at skulle videre på job, men vinkeriet var en kultur, som man var nødt til at deltage i for ikke at føle sig som en skidt forælder,« siger Maibritt Iversen.

Faktisk har succesen været så stor, at Stenurten nu også har indført korte farvel’er i selve institutionen, og i dag siger børnene farvel til far og mor lige inden for døren og god morgen til en pædagog, hvorefter børnene på egen hånd bevæger sig ned i børnehaven.

Forældre har dårlig samvittighed

Pædagogernes fagforening, BUPL, kender også til forældre, som har problemer med at få vinket farvel, og mener, at det kan skyldes den svære balancegang mellem privat- og familieliv, som flere småbørnsforældre kæmper med.

»Det er bare svært at sige farvel til sit lille pus, for det skriver sig ind i den evigt dårlige samvittighed, som forældre i Danmark anno 2016 har, når det kommer til at have sat børn i verden og samtidig vælge at sætte dem i institution hver dag. I et presset familieliv skal der ikke meget til, før den dårlige samvittighed skvulper over, og det kan vise sig ved, at en mor eller far er rigtig lang tid om at sige farvel om morgenen,« siger Mette Aagaard Larsen, faglig sekretær og medlem af BUPLs forretningsudvalg.

Hun beskriver to situationer, hvor forældre har svært ved at forlade institutionen. Det sker først og fremmest, når forældre møder ind og oplever, at der er for få pædagoger til for mange børn. Og så er der forældrene, som bare har rigtig svært ved at sige farvel, og hvor pædagoger må træde til for at få barnet overleveret og forælderen ud af døren.

»Alle pædagoger ved, at forældre bliver, fordi de vil deres barn det bedste og ikke bryder sig om, at et farvel ender i gråd. Men når det er sagt, så kan det blive sværere for barnet, hvis forælderen bliver hængende i et kvarter, ligesom det heller ikke er hensigtsmæssigt for tidspressede pædagoger, at der er nogle forældre, som bruger rigtig, rigtig lang tid på at slippe deres barn og sige farvel,« siger Mette Aagaard Larsen:

»Forældre risikerer simpelthen at gøre barnet mere ked af det og mere forvirret ved at blive, og selv om det lykkes en forælder at stoppe et barns tårer ved at blive i institutionen, så begynder barnet stensikkert at græde igen, når mor eller far til sidst er nødt til at gå,« siger hun.

Det er nemlig ganske naturligt, at et barn reagerer på, at dets forældre forlader rød stue, eller at et barn bliver ked af det, når bussen sætter kursen mod skovbørnehaven og efterlader en vinkende og luftkys-sendende forælder på fortovet.

»Selvfølgelig er der en reaktion, når det brud sker, og det brud skal have lov at være hos barnet. Og så er det vigtigt, at forældrene viser, at de er trygge ved, at pædagogen godt kan håndtere det brud, for ellers bliver barnet også utrygt,« siger Mette Aagaard Larsen og understreger, at børn meget sjældent er kede af det en hel dag.

I stedet mener hun og BUPL, at forældre skal stoppe med at slå sig selv oven i hovedet, fordi de føler sig utilstrækkelige. I det store hele er nutidens forældregeneration nemlig fremragende forældre med velfungerende børn.

»Vi oplever, at rigtig mange fædre og mødre piner sig selv med dårlig samvittighed, og det er simpelthen så paradoksalt, for forældre har aldrig været mere kompetente end lige nu,« siger Mette Aagaard Larsen.