Børnebørn limer familien sammen

Når voksne børn selv sætter børn i verden, rykker far, mor og bedsteforældre tættere sammen. De små babyer kan endda være anledningen til at få familiestridigheder bilagt.

Mariann Melhedegaard genoptog efter en årrække kontakten til sine forældre, da hun selv stod for at skulle være mor. Først og fremmest for sine børns skyld, men hun lærte også selv at sætte pris på forholdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om voksne børn måske synes, at de har haft et anstrengt forhold til deres egne forældre, og måske endda ikke har haft særlig meget kontakt til dem i en årrække, bliver deres forhold til far og mor ofte taget op til revision, når de selv træder ind i forældrerollen. Det fortæller familieforsker fra Roskilde Universitet Lars Dencik.

»De små børn bliver ofte en slags genindtrædelsesbillet til den ældre generation. I en periode har den unge måske levet det vilde ungdomsliv med vennerne på værtshuse. Så sætter modenheden ind, og caffe latteperioden slutter – ofte når man er omtrent 30 år. Så bliver der en meget tættere kontakt mellem det voksne barn og dets forældre – for barnet skal jo have sin mormor og farfar,« fortæller Lars Dencik.

Præcis den tanke voksede i hovedet på Mariann Melhedegaard, i takt med at et lille liv spirede i maven på hende, da hun for 30 år siden ventede sit første barn. Dengang var hun 23 år og havde i omkring syv år afskåret sig fra kontakt til sine forældre, fordi hun var vokset op i et hjem, hvor alkoholmisbrug og svigt var en del af hverdagen.

»Dengang magtede jeg bare ikke al den dårligdom. Man kunne vælge at gå med familien i hundene, eller man kunne gå. Så valgte jeg at gå,« forklarer Mariann Melhedegaard, der i dag er firmapensionskonsulent.

Børnenes valg

Årene uden forældre brugte hun på at finde sine egne ben i tilværelsen. På at bryde sin tunge sociale arv. Hun fik taget den studentereksamen, som resten af familien ikke havde bakket op om. Og så fandt hun sig en mand, hun gerne ville stifte sin egen familie med.

»Mens jeg var gravid, begyndte vi at tale om, at det, at jeg valgte mine forældre fra, var min beslutning og vedrørte mig. Men man kunne jo ikke vide, om de børn, vi ville få, ville tænke lige sådan, og jeg syntes ikke, at jeg kunne frarøve dem at kende deres mormor og morfar,« fortæller Mariann Melhedegaard.

Hun og hendes mand besluttede, at børnene selv skulle have en chance for at vurdere, om de ville have kontakt med deres mors forældre. De tog derfor kontakt til forældrene og fortalte, at de ventede barn.

I Center for Konfliktløsning oplever konfliktvejleder og mægler Vibeke Thorsen, hvordan de nye skud på familiens stamtræ kan få voksne børn og deres forældre til at tage deres indbyrdes forhold op til revision. Det bagvedliggende problem behøver slet ikke at være lige så tungt som decideret misbrug eller svigt.

»Det kan måske være nogle forældre, som ikke har syntes, at svigersønnen eller -datteren har været fantastisk. Det har givet kold luft, gjort det besværligt at være sammen, og så har man valgt ikke at være det,« siger Vibeke Thorsen.

Anledningen til at genoptage kontakten bliver så barnebarnet.

»For det skal jo have en mormor og morfar eller en farmor og farfar, og de fleste vil jo også gerne have kontakt med deres rødder,« fortæller hun.

Regler for samvær

For Mariann Melhedegaard var det ikke helt uproblematisk at genoptage kontakten med sine forældre. For selv om de to bedsteforældre var rigtig glade for begge de børnebørn, Mariann skænkede dem, måtte hun som børnenes mor sætte visse forholdsregler op for, hvordan det skulle foregå, når de var sammen.

»Det gav os en eller anden form for familieliv. Vi sås jo i hvert fald, og de fik kontakt til deres børnebørn. Men jeg kunne jo ikke lade mine børn blive passet hos dem, hvis min mor havde startet dagen med at drikke en halv flaske snaps. Derfor kunne min mor godt blive jaloux på min svigermor,« fortæller hun.

Alligevel er Mariann Melhedegaard ikke i tvivl om, at det både for forældrenes, børnenes og hendes egen skyld har været det rigtige at række ud efter forældrene, der nu har været døde i godt et årti.

»Det var absolut for børnenes skyld, at vi genoptog kontakten – og for mine forældres. Men jeg værdsatte det på sin vis også selv. Man savner jo sine forældre, også selv om man ville have ønsket sig, at de var bedre forældre. Mine børn, som er voksne i dag, forstår jo, hvorfor mormor og morfar var, som de var. De har måske fået en større social bevidsthed og fået øjnene op for, at alt måske ikke er som den rare barndom, de selv har haft,« siger Mariann Melhedegaard.