Børn til æresdræbt dansk kvinde skal hjem

Myndighederne i Danmark arbejder på at få børnene til den æresdræbte Tahira Tabassum hjem til Danmark. Samtidig siger manden til den dræbte kvinde, at hans højeste ønske er at få et normalt liv med børnene.

Børnene til den æresdræbte Tahira Tabassum skal hjem. Sådan siger chefen for Borgerservice i dag i Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi er kontakt med begge sider af børnenes familie og børnenes fars advokat her i Danmark. Børnene er danske statsborgere, og vi har en konkret opgave, der handler om at få dem til Danmark på den mest skånsomme måde,« siger Lars Thuesen.

Børnene er påvirkede af moderens død, men har det efter omstændighederne godt, skriver Jyllands-Posten.

Hjem til far?
I et interview med Ekstrabladet fortæller manden til den afdøde Tahira, at hans højeste ønske er at få sine to piger – Zaneb og Noor Fatima på otte og seks, hjem til Danmark.

»Jeg har bare et ønske, og det er, at mine to piger kommer til Danmark så hurtigt som muligt,« siger faderen, som optræder under dæknavnet ”MS”.

Manden nægter at have noget med Tahiras drab at gøre. Han har tidligere været anholdt af Københavns Politi som en af de mistænkte i sagen. I øjeblikket er han dog på fri fod.

”MS” håber, at han igen kan få et normalt liv med sine døtre.

»Nu hvor min hustru er død, er de jo den eneste familie, jeg har. Derfor skal de hjem. Det er mit håb, at de kan leve et normalt liv her med mig og den del af Tahiras familie, der ikke mener, jeg er indblandet,« siger han.

Tahira Tabassum blev skudt af sin svoger ved tretiden om natten den 19. juni i sin svigerfamilies hus i landsbyen Kharian ca. 150 km nordvest for Lahore i den pakistanske Punjab-provins, hvor hun lå i et rum med sine børn.