»Børn stod og græd over det hele«

Danske Sophie Larsen på 18 år var passager i X2000-toget, der i går aftes kolliderede med en gravemaskine.

Det forulykkede X2000-tog, der havde kurs mod København. Fold sammen
Læs mere
Foto: BJORN PERSSON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sophie havde siddet i toget i næsten en time, da der pludselig lyder et højt bump.

- Lige pludselig begynder toget at ryste. Først tænkte jeg ikke over det, det var lige som, hvis det bare kørte hurtigt og rystede af den grund. Men så blev det pludselig voldsomt, fortæller Sophie. Toget kolliderede med en gravemaskine sydvest for Stockholm klokken tyve minutter i otte i går aftes.

- Alle kufferterne falder ned, og der ryger metalplader ned, og folk går i panik, siger hun til bt.dk.

Hun sidder tæt på vognen foran, hvor hun kan høre, at folk råber og skriger. Vinduerne i vognen foran er smadrede, og pludselig begynder der at lugte af røg i hele toget.

- Folk begynder at sige, at de kan lugte røg, og at der er brand i toget, og så breder panikken sig. Folk skal bare ud. Jeg skynder mig at tage min bagage med mig, for min kuffert er røget ned og har ramt nogle passagerer. Vi kommer ud af toget og kommer så ud til sådan en græsmark. Der er en masse børn, der står og græder over det hele, siger hun.

Sophie går hen til en gruppe danske basketballdrenge på omkring ti år. Den ene af drengene er blevet hentet med ambulance, og hans kammerater er rystede over ulykken.

- De små drenge havde set deres ven komme til skade. Der er nogle af dem, der er ved at gå fuldstændig ned over det, så jeg tager dem lidt til side, siger hun.

Sophie og de andre chokerede passagerer står på græsmarken i noget, der, ifølge Sophie, føles som rigtig lang tid.

Hun har svært ved at begribe, hvad der er sket.

- Det var meget ubehageligt. Det var som om, jeg næsten ikke var til stede. Det var nærmest drømmeagtigt. Det er jo sådan noget, man ser på film, man regner ikke med, at det sker for en selv, siger hun.

Omkring klokken elleve i går aftes kommer Sophie over i en bus, men hun ved ikke, hvornår hun er tilbage i København igen.

- Jeg aner ikke, hvad tid jeg er hjemme. Jeg har slet ikke forstået, hvad der er sket, det går nok først op for mig senere. Også fordi jeg var alene om det, jeg kunne ikke snakke med nogen om det, da det skete. Lige nu er jeg bare helt enormt udmattet, fortæller Sophie Larsen.