»Børn siger mig ikke noget«

Lone Frank har aldrig haft lyst til børn. »Jeg har spurgt mig selv: Kan det virkelig passe, at du ikke har bare en lille smule lyst? Ja, det har jeg ikke,« siger hun. Det er et synspunkt, som provokerer mange – særligt kvinder.

Lone Frank er 48, uddannet biolog i Aarhus, har skrevet en Ph.D. i neurobiologi i New York og har modtaget flere priser for sin naturvidenskabelige formidling. Men når det gælder den menneskelige biologi, har hun på det private plan truffet er valg, som ikke udløser bifald: Hun VIL ikke have børn. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lone Frank er vant til faglige bifald og hurraråb.Hun har skrevet flere bøger om genetik og er blevet rost for sin evne til at formidle. Også som videnskabsjournalist på Weekendavisen er hun kendt for at formidle komplicerede emner på en måde, som fanger læserne.

Hun er 48, uddannet biolog i Aarhus, har skrevet en Ph.D. i neurobiologi i New York og har modtaget flere priser for sin naturvidenskabelige formidling. Men når det gælder den menneskelige biologi, har hun på det private plan truffet er valg, som ikke udløser bifald: Hun VIL ikke have børn. Faktisk kan hun slet ikke lide børn. Og for at sætte trumf på: Hun kan bedre lide katte end børn.

»Jeg har aldrig oplevet lyst til at have børn. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har sagt, at »når jeg får børn«, sådan som piger og unge kvinder gør. Jeg har også venner, der har fået børn meget sent, men det har ikke fået det til at rykke i mine æggestokke,« siger Lone Frank.

Har du aldrig haft bare en flig af lyst?

»Jeg har selvfølgelig vendt spørgsmålet og spurgt mig selv: »Kan det virkelig passe, at du ikke har bare en lille smule lyst?« Ja, det har jeg ikke. Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke frygter at blive ensom som gammel, hvis jeg ikke har børn. Det gør jeg muligvis, men det kan man jo også blive, selv om man har børn. Mange siger, at jeg ikke har lyst til børn, fordi jeg ikke har mødt den rette, men det har ikke noget med det at gøre. Jeg har en kæreste. Lysten til børn er uafhængig af, om man har den rette mand eller ej.«

Handler det om, at du ikke vil have besværet med bleer, lektier og teenagere?

»Det basale er manglen på lyst til at få børn. Jeg har ikke nogen drift mod det. Når jeg ser børnefamilier, så tænker jeg, at sådan et liv har jeg ikke nogen som helst lyst til. Det er jo et kæmpestort ansvar at have børn, og er der noget i denne verden, jeg ikke har lyst til, så er det ansvar for andre mennesker.«

Men du har vel venner og familie, som du har ansvar for?

»Jo, og jeg har en kæreste, som i øjeblikket er hammer syg, og som jeg passer. Men at skulle have børn oven i det og sørge for, at de kommer igennem livet, det virker ikke tiltrækkende på mig. Det tiltrækker mig at have en mand, og så må man tage med, at der følger en form for ansvar med.«

Har du aldrig lyst til at lege med børn og tage dem op?

»Overhovedet ikke. Jeg møder nogle gange børn, som bliver mig påtvunget af andre mennesker, og det siger mig ikke noget. De siger mig først noget, når de er voksne og fornuftige. Man kan grine af det, men jeg tror, at jeg til gengæld føler det samme over for dyr, som mange kvinder føler for små børn. Jeg har en kat, og jeg kan virkelig godt lide dyr – og videoer med elefantunger eller lemurer gør mig smelteagtig blød. Så jeg kan sagtens forestille mig, hvad andre får ud af at være sammen med små børn.«

Har du selv tænkt over, hvorfor du ikke har lyst til små børn?

»Jeg kan ikke psykologisere mig frem til det. Har jeg haft en hård barndom? Næ, ikke mere end så mange andre, som har fået børn. Jeg var meget knyttet til mine forældre, så der er ikke noget med frygt for at gentage fejltagelser. Jeg tror, at der i befolkningen er en variation i lysten til at få børn. De fleste har en vis, halvstor lyst til det. Nogle er fuldstændig skruk, og andre har det som mig. De har ikke lyst.«

Er der mange kvinder, der har det som dig?

»Der er flere, end man umiddelbart tror. For nylig fortalte jeg om min manglende lyst til at få børn i radioens P1, og bagefter fik jeg mail fra kvinder, som takkede mig. En skrev, at hun havde grædt af lettelse, da hun hørte programmet, fordi jeg havde formuleret det, hun følte.«

Er det et følelsesladet emne?

»Uendeligt følelsesladet. Hvis en kvinde ikke ønsker børn, så må der være noget galt med »det kvindemenneske«. Hun må på en eller anden måde være forkert. Et koldt karrieremenneske. Ingen kunne forestille sig at have den indstilling til en mand, der siger, at han ikke vil have børn. Der er også mænd, der ikke har lyst til at få børn, men det er kun hos kvinder, man synes, at det er et abnormt valg.«

Har du valgt børn fra af hensyn til karrieren?

»Nej, men nogle mener, at man må være et koldt, kynisk karrieremenneske, hvis man ikke vil have børn. Sådan er jeg ikke. Jeg vil ikke engang påstå, at jeg har en karriere. Det er fuldstændig tilfældigt, hvad jeg har kastet mig over. Jeg har gjort det, som jeg har haft lyst til på et givet tidspunkt i livet, så det er der ingen karriereberegning i. Jeg har ikke ofret børn på karrierens alter.«

Kommenterer folk ofte, at du har valgt ikke at få børn?

»Ja, men mest kvinder. Nogle forstår det ikke og bliver uendeligt missionerende. Det var særligt, da jeg var yngre. Nu er jeg 48, og toget er kørt. »Hvis du ikke kan lide børn, så er det fordi, du ikke selv har fået børn. Når man får sine egne børn, så bliver det anderledes,« sagde de, da jeg var yngre. Mange sagde også, at man bliver et bedre menneske af at få børn. Jeg synes nu ikke, at det virker som om, at de, der har børn, er bedre mennesker. De virker heller ikke gladere og lykkeligere. Men mange oplever, at den rå, eksistentielle angst forsvinder, når de får børn. Jeg har hørt nye forældre sige, at »nu er det ikke længere noget spørgsmål, hvad jeg skal i livet.« De skal opdrage deres børn, og det bliver det vigtigste i deres liv. Jeg kunne ikke selv forestille mig at behandle min eksistentielle angst ved at få et barn.«

Er børn ikke meningen med livet, i det mindste biologisk set?

»Du blander eksistentiel mening sammen biologien. Vi siger jo heller ikke til en galdehveps eller en slange: Husk nu at få unger, for I skal videreføre arten. Der er ikke nogen objektiv mening med, at vi er her, og at homo sapiens består, og jeg føler bestemt ikke noget ansvar for videreførelsen af den menneskelige art. Jeg kan godt forstå, at nogle synes, at børn giver deres personlige liv mening, men det skyldes jo, at de har haft ønsket om at få børn. Hvis man ikke har det, så er det jo ikke meningen med livet.«

Du har skrevet en fascinerende bog om din egen arvemasse. Har du ikke lyst til at se, hvad der kunne komme ud af det, hvis du gav dine gener videre ved at få et barn?

»Jo, men sjovt nok har jeg kun tænkt på det, da jeg var meget ung og skrev min Ph.D. i New York. Der var nogle, som annoncerede efter unge, veluddannede ægdonorer. De ville give en pæn pris for æg. Der tænkte jeg på at gøre det. Jeg var heller ikke dengang interesseret i at få børn, men det kunne være interessant at give sine arveanlæg videre og måske se, hvad det kunne blive til. Jeg kan godt nogle gange tænke, at det skulle jeg have gjort. Men selv at have børn... nej.«