Børn ser mere DR i dag end for 10 år siden

Hver uge er DR i kontakt med over 90 procent af børnene op til 12 år, viser tal fra Kantar Gallup.

ARKIVFOTO 20140917 af DR Byen- - Se RB ERHVERV12.04. Ny plan for DR koster 55-65 stillinger. DR har lavet en ny plan for fremtiden, som betyder forandringer i mediehuset, der skal finde 100 millioner.. (Foto: Erik Refner/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

København. I forbindelse med de kommende medieforhandlinger vil regeringen have "skærpet" DRs tilbud til børn og unge, så DR i fremtiden bliver bedre til at få fat i de yngste seere.

Men allerede i dag når DR ud til næsten alle danske børn, skriver Politiken lørdag. Det viser tal fra Kantar Gallup.

Hver uge er DR i kontakt med 96 procent af de 3-6-årige og 93 procent af de 7-12-årige. Og danske børn ser i dag mere børne-tv på DR, end de gjorde i 1990erne og i 00erne, viser opgørelserne.

Kulturminister Mette Bock (LA) har gentagne gange op til medieforhandlingerne sat spørgsmål ved, om DR i dag er gode nok til at få fat i de yngste.

I fremtiden skal man også kunne finde DRs programmer på de digitale platforme, som er populære blandt de yngste, mener Mette Bock.

- Hvad nytter det at lave dansk børneindhold af topkvalitet, hvis det børneindhold ligger i et reservat, hvor det ikke rigtig bliver brugt, lød det fra ministeren i efteråret.

Men DR er allerede på YouTube, Snapchat og andre nye platforme, skriver Politiken.

Over 80.000 abonnerer på DR Ultras kanal på YouTube, hvor man kan finde masser af videoer fra DRs børneunivers.

For eksempel er en video med drengene fra DRs serie "BaseBoys" blevet set mere end to millioner gange siden februar. Og den er langtfra det eneste eksempel på, at DR har ganske godt fat i de yngste.

Trods et mindre fald de seneste år brugte de 3-12-årige sidste år i gennemsnit 212 timer på at se DRs børneprogrammer på tv. Mod 178 timer i 2007 og 174 timer i 1997.

- Tallene taler for sig selv. Jeg vil mene, at DR har rigtig godt fat i de yngste seere.

- Men derfor kan man jo altid sige, at der er plads til forbedring. Det har man talt om i 50 år, og alligevel er DRs børneprogrammer nogle af de mest berømte i verden, siger Christa Lykke Christensen, der er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og har forsket i børn og medier, til Politiken.

Til Politiken siger kulturminister Mette Bock (LA), at hun anerkender, at det går godt for DR, når det handler om at ramme børnene.

- DR er på rette vej. Opfordringen herfra er derfor: I bliver nødt til at gøre mere i den retning. Der skal sættes mere turbo på den udvikling, siger hun til Politiken.

/ritzau/