Børn på flugt vil vente på mor og far: Siger nej tak til plejefamilier

Antallet af uledsagede flygt­ningebørn i Danmark er steget markant. Det har lagt pres på kommunerne, og flere forsøger at finde plejefamilier. Mange af børnene håber dog på at få deres egen familie hertil og har ikke lyst til at bo hos en pleje- familie i mellemtiden.

15-årige Ahmad Khaled kom alene til Danmark fra Syrien for små to år siden og har boet sammen med andre unge i Roskilde. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson) Fold sammen
Læs mere

Ahmad Khaled vender blikket mod vinduet og kigger længselsfuldt ud på den solbeskinnede have. De brune øjne flakker et øjeblik, inden ordene forlader hans læber:

»Nej. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har jo allerede en familie.«

Berlingske besøger den 15-årige syriske dreng i Roskilde, hvor han har boet de seneste to år, for at få hans bud på det spørgsmål, der netop er stillet:

Har du lyst til at bo hos en dansk pleje­familie?

Ahmad kom til Danmark fra Syrien i september 2014 som uledsaget flygtningebarn. En betegnelse, der dækker over et barn, der er sendt alene på flugt.

Hans familie måtte flygte fra deres lejlighed i Damaskus, da en eksplosion lod den stå halv tilbage. Jaget på flugt af krigen måtte de sove rundt om i parker. Spise de fugle, der måtte lade livet, når bomberne ødelagde den by, de engang kaldte deres hjem.

Derfor traf de det valg, som for mange kan virke uforståeligt: De sendte deres dengang 13-årige søn af sted med kurs mod Europa.

Alene forlod han Damaskus. Sejlede i en båd over Middelhavet og endte i Danmark, hvor han bad om og fik asyl. Siden har Ahmad Khaled boet på døgninstitutionen Bak-Op i Roskilde sammen med ti andre, der ligesom ham blev sendt alene på flugt.

Antallet af børn, der flygter til Danmark uden deres forældre, er steget markant i løbet af de senere år. I 2015 ankom 943 børn og unge uden ledsagere, mens antallet i 2014 lød på 574 og året inden 249.

Af de mange, der kom hertil sidste år fik godt halvdelen, 481, opholdstilladelse.

Det har lagt et ekstra pres på mange kommuner for at finde indlogering til de uledsagede flygtninge.

I Roskilde søgte man for nylig private plejefamilier, ligesom blandt andre både Frederiksberg og Københavns kommuner tidligere har gjort.

Ud af de ti kommuner, der i løbet af det seneste år har fået flest uledsagede børn, har fire kommuner i dag uledsagede flygtningebørn indlogeret i plejefamilier. Yderligere har flere andre kommuner tidligere afprøvet samme model.

Men det er ikke en nem opgave for hverken flygtningebørn eller plejefamilier at vænne sig til den nye hverdag.

Ifølge Frederiksberg Kommune, der topper listen med fem børn indlogeret hos private familier, kan det være vanskeligt, fordi mange af de unge endnu har forældre i hjemlandet, som de er i kontakt med og håber at blive familiesammenført med.

Børnene kan trøste hinanden

Et billede som Ahmad Khaleds historie også tegner. Da han kom til Danmark, takkede han nej til at bo hos en plejefamilie.

»Jeg vidste jo, at min familie var i Damaskus, så hvorfor skulle jeg bo hos en ny familie? Jeg kunne heller ikke snakke dansk, og jeg kendte ikke til Danmark. Så jeg sagde nej. Her (på døgninstitutionen, red.) bor jeg sammen med andre, der har oplevet det samme som mig, og som jeg kan snakke med,« fortæller Ahmad Khaled.

Hans socialpædagog hos Bak-Op Geert Nielsen nikker:

»Når drengene bor sammen, kan de læne sig op af hinanden, fordi de har samme baggrund. De har oplevet de samme grimme ting og er flygtet fra den samme krig. De kan forholde sig til de samme ting, de trøster hinanden og anerkender hinanden. På den måde har de en fordel i at bo et sted som her. I en dansk familie kan der opstå situationer, som familien ikke er rustet til på samme måde, som personalet på et bosted er. «

Alle de nuværende beboer på Bak-Op er drenge mellem 15 og 18 år. En sammensætning, der bekræfter det, som statistikkerne viser: at langt de fleste uledsagede flygtningebørn er ældre børn. Ud af de 481 uledsagede børn og unge, der fik opholdstilladelse i 2015, var 436 af dem unge mellem 15 og 18 år, mens resten var under 15 år. Langt størstedelen drenge.

Vandpibe og fodboldstøvler

Da Ahmad Khaled åbner døren ind til sit værelse for at vise, hvordan han bor, hænger en sød duft tungt i luften og leder tankerne hen på en anden verden. Han smiler skævt og nikker i retning af den farverige vandpibe, der står på køkkengulvet.

Udefra ligner huset, som drengene bor i, et hus som alle andre på den lille villavej i Roskilde. Hans værelse er mere ydmygt end mange jævnaldrende danskeres, men hobbyerne er det samme. I gangen står fodboldstøvler linet op, og han er tro FCK-fan.

Ahmad gnider sig i de søvnige øjne. Han er stået »tidligt« op for at møde os. Normalt sover drengene gerne længe for at få mest muligt ud af sommerferien fra skolen, hvor de fleste til daglig går i modtageklasser.

Dynen ligger stadig krøllet sammen i den røde sofa, hvor han faldt i søvn aften forinden. Vennen Fatih sov hos ham i nat. Han har endnu ikke fået øjne og ligger og bobler i sengen på værelset, mens Berlingske bliver vist rundt.

Nætterne bliver ofte tilbragt vågne, så ord kan udveksles og tanker vendes. I nat var ikke en undtagelse, fortæller Ahmad Khaled. Anledningen til de vågne timer var dog en anden end normalt. Ahmad Khaled har næsten ikke sovet af ren og skær spænding.

Faktisk har han »næsten ondt i maven«.

For når klokken slår frokosttid, er det ikke længere en helt almindelig fredag. Klokken 12 lander hans forældre i Københavns Lufthavn, og efter 15 måneder adskilt skal familien sammenføres. Med sig har de Ahmad Khaleds tre brødre, den mindste blot to måneder gammel, og det bliver første gang, at Ahmad Khaled skal sige »assalamu alaikum« til ham. »Hej,« på det, der engang var hans primære sprog.

Det har taget over et år, fra ansøgningen om familiesammenføring blev sendt af sted, til familien nu sidder på det fly, der ikke kun skal genforene dem med deres søn, men også bringe dem i sikkerhed.

»Ventetiden har været svær,« fortæller Ahmad. »Der har været uger, hvor vi ikke har haft kontakt. Så bliver man bange, for jeg set, hvad der sker i Damaskus. Men nu kommer de snart. Endelig,« siger Ahmad Khaled.