Børn på »børnepsyk« mangler rettigheder

Børn under 15 år, som er indlagt på psykiatriske hospitaler, kan hverken klage eller få støtte af en patientrådgiver, hvis de udsættes for tvang, og tvangen skal ikke registreres. Børnerådet og Sind vil have forbedret rettighederne. 17-årige Anna Mathiesen var udsat for tvang.

Anna Mathiesen har været tvangsindlagt for anoreksi, og i perioder havde hun en fast vagt, der fulgte hende, også på toilettet, for at sikre, at hun ikke skadede sig selv. »Jeg kunne jo godt se, at det var nødvendigt at anvende tvang. Og jeg skal sige, at det var omsorgsfuld tvang. De var meget rolige, kærlige og professionelle. Men det var vigtigt bagefter at kunne tale med patientrådgiveren i enerum.« Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bagefter var det godt, at hun kunne tale med en anden end den sygeplejerske, der havde holdt hendes hoved fast. At det var én, der ikke havde været til stede, da det skete – da hun fik lagt en sonde op igennem næsen og videre ned i spiserøret. Imod sin vilje.

»Der kom to stærke mænd og hev mig ud af værelset. Jeg holdt fast i min seng, og de hev mig i benene og trak mig hen ad gulvet, fordi jeg ikke ville gå. Jeg kom ned i sonderummet, som ligger i et afskærmet område, så de andre ikke hører det og bliver bange. De låste døren. Så viste de mig slangen og fortalte, hvad de ville gøre helt praktisk, mens jeg græd og prøvede at komme væk. Jeg rystede mit hoved, men de fik slangen ført op igennem min næse, ned gennem spiserøret og ned i mavesækken. Hvis man gør for meget modstand, kan sonden godt ramme forkert og komme ned i luftrøret. Det skete også for mig, så de måtte gøre det to gange.«

Det skete i marts 2013. Igennem halvandet år på det tidspunkt havde Anna Mathiesen, der i dag er 17 år, lidt af anoreksi. Hun havde tvangstanker om mad. Hun måtte kun spise på klokkeslæt, der var delelige i tallet fem. Maden skulle måles og vejes forinden i hendes egne skåle. Når hun endelig spiste, skulle maden tværes op over tallerkenkanten og ud på bordet. Og så skulle hun levne. Hun brugte sin hobby, dansen, og lange cykelture til at motionere kalorierne væk.

Det havde ikke hjulpet at blive fulgt af ambulatoriet for spiseforstyrrelser i Aalborg, hvor hun bor. Da den 165 cm høje piges vægt var raslet ned på et par og fyrre kilo, blev hun derfor indlagt. Spiste hun ikke sin mad, ville hun få en kalorieholdig drik indeholdende flere kalorier end det serverede måltid. Drak hun heller ikke det, var det sonden. Det vidste hun godt.

Samtykke opløser tvang

Omtrent 1.600 børn og unge op til 18 år er indlagt på psykiatriske hospitaler i Danmark. Ligesom Anna Mathiesen kan de blive udsat for magtanvendelser som bæltefikseringer, tilbageholdelser, tvangsmedicinering og sondemadning. Men kun de børn, der er over 15 år, er sikret samtaler med en patientrådgiver, der kan støtte dem i, hvordan de skal forholde sig til magtanvendelsen og hjælpe dem, hvis de efterfølgende vil klage. For børn under 15 år har hverken ret til patientrådgiver eller klageadgang, hvis deres forældre har givet samtykke til tvangen. For med samtykke er der slet ikke tale om tvang, lyder loven for området i dag.

Det kritiserer Børnerådet nu i en rapport om forholdene for børn inden for psykiatrien, som udkommer søndag. Rapporten er skrevet på baggrund af interview med 56 børn under 18 år, der har været indlagt på et børne- og ungepsykiatrisk afsnit.

»Børn er selvstændige individer. Forældrene bør ikke skulle give samtykke. Det mest naturlige ville være, at det er lægefaglige folk, der afgør, hvad der er nødvendigt i den givne situation. Og det er højst besynderligt, at man først kan få tilkendt en patientvejleder, når man er 15 år. Det er vigtigt, at vi får givet børnene mulighed for at snakke med nogen, som kan hjælpe dem igennem den svære tid,« siger Børnerådets formand, Per Larsen.

Han vil have regeringen til i sin kommende handlingsplan for psykiatriområdet at sikre børnenes rettigheder bedre. Som minimum bør børn ned til 12 år have rettigheder, sådan som det gælder i Serviceloven, der fastlægger borgernes rettigheder i sociale sager.

»Men jeg har ingen nedre grænse. Jeg tror, at man kan have tillid til at involvere børn i beslutninger langt tidligere,« siger Per Larsen.

Belaster forældrerelation

Samme holdning har Landsforeningen Sinds formand, Knud Kristensen. Han har kæmpet de mindreåriges kamp siden 2006, hvor en ændring i psykiatriloven som en bieffekt fjernede deres rettigheder, så børn under 15 år kom til at høre under Sundhedsloven i stedet for Psykiatriloven. Dermed mistede de rettigheder, som børn over 15 år har i dag.

»Det er helt urimeligt, at barnet bliver afskåret fra at have klageadgang,« siger Knud Kristensen.

Både Børnerådet og Sind mener desuden, at forældrene bør holdes udenfor, når det skal besluttes, om der skal anvendes tvang over for et barn.

»Vi har set eksempler på, at forholdet mellem forældrene og barnet eller den unge er blevet helt ødelagt, fordi barnet jo opfatter det som om, at det er deres forældre, der med deres samtykke påfører dem den smerte, det er at blive underlagt tvang. Det er også en helt umulig situation at stille forældrene i. De får valget mellem pest eller kolera. Det er jo ikke hensigtsmæssigt,« siger Knud Kristensen.

Han har siddet med i regeringens psykiatriudvalg, som i oktober i fjor fremlagde en række anbefalinger til en handlingsplan for psykiatriområdet. Også her peger man på problematikken med de mindreåriges manglende rettigheder.For Anna Mathiesen havde det virkelig stor betydning at have en patientrådgiver, som hun kunne berette til, hvordan hun følte efter at have været udsat for en tvangshændelse. Ud over tvangsernæringen blev hun tilbageholdt under tvang. Hun prøvede flere gange at flygte. I perioder havde hun en fast vagt, der fulgte hende, også på toilettet, for at sikre, at hun ikke skadede sig selv.

»Jeg kunne jo godt se, at det var nødvendigt at anvende tvang. Og jeg skal sige, at det var omsorgsfuld tvang. De var meget rolige, kærlige og professionelle. Men det var vigtigt bagefter at kunne tale med patientrådgiveren i enerum. Hun spurgte ind til, hvordan oplevelsen havde været og fortalte, at jeg havde mulighed for at klage. Det overvejede jeg ikke på noget tidspunkt. Men det var rigtig rart, at der kom en udefra, for hvis jeg havde haft en dårlig oplevelse med det, ville det være svært at gå hen til en af de personer, der havde været med til det og sige det. At sige, at det synes man bare ikke, at den person gjorde godt,« forklarer Anna Mathiesen.

Tvivlsomme tvangstal

Både Børnerådet og Sind vil have nedbragt brugen af tvang mod børn i psykiatrien. I 2012 blev næsten hver femte i børne- og ungepsykiatrien udsat for en tvangshændelse. Tallet har de seneste ti år ligget omkring de 20 procent. Men faktisk betyder de nuværende love, at tvangshændelser mod mindreårige ikke skal registreres. For når myndighedsindehaveren, altså forældrene, har givet lov, er der ikke længere tale om tvang.

»Et af de helt store problemer er, at vi ikke registrerer hændelserne. Vi kan ikke snakke om, hvordan vi nedbringer disse hændelser, hvis ikke vi kender de rigtige tal,« siger Per Larsen.

Formand for Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab Marianne Kryger mener modsat Børnerådet og Sind, at man bør fastholde forældresamtykket i samarbejdet om børnenes indlæggelse, også når der anvendes tvang. At afskaffe det kan efter hendes mening netop skade tillidsforholdet mellem forældre og barn.

»Det er jo svært at forestille sig at have en forælder, der siger, at dette her er jeg imod, og så at et lille barn skal kunne forholde sig til, at så sker det alligevel. Far og mor er jo nærmere Gud, end tilfældige læger er. Så at forældrene i børnenes optik ikke sikrer børnene mod det, der opleves som overgreb, det er da virkelig problematisk for den fremadrettede forældre-barn-relation,« siger Marianne Kryger.Generelt mener hun ikke, at der er faglige grunde til at ændre på de nuværende regler. For hendes oplevelse er, at alle tvangshændelserne – også de mindreåriges – registreres.»Jeg ville blive meget overrasket, hvis for eksempel bæltefikseringer ikke bare per automatik bliver indberettet for de under 15-årige. Og lige så snart, at det begynder at ligne egentlig tvang, så foretager vi indberetninger, og børnene får eventuelt en patientrådgiver,« siger Marianne Kryger.

Minister vil se på retsstilling

På Børnerådets foranledning har sundhedsminister Nick Hækkerup (S) mødtes med to unge, der har været indlagt med psykiske lidelser. Hans kommentar til Børnerådets rapport lyder i en mail fra hans presseafdeling til Berlingske:

»Det er meget voldsomt at høre om tvang i psykiatrien, ikke mindst når vi taler om børn. Og vi ved jo blandt andet fra Børnerådets rapport, at det er noget, rigtig mange gerne vil have, vi ser nærmere på. Derfor er jeg også parat til at se på problemstillingen og få præciseret børns retsstilling i psykiatriloven.«

Det ene af de to børn, Nick Hækkerup mødte, var netop Anna Mathiesen. Hun er i dag næsten helt fri for sin spiseforstyrrelse og begynder efter sommerferien på Aalborghus Gymnasium efter et sabbatår.

»Jeg skal til USA om få dage, og når jeg kommer hjem om fem uger, bliver jeg sandsynligvis afsluttet på ambulatoriet. Jeg skal begynde i skole, jeg har et arbejde, og jeg er næsten ude af det nu. Jeg kæmper stadig med nogle tanker, som stadig er i mit hoved, men jeg har bestemt mig for ikke at lytte til dem,« siger hun.

Selv er hun ikke i tvivl om, at tvangshændelserne også har været med til at få hende ud af anoreksien.

»Jeg kunne ikke være kommet et skridt videre, hvis ikke jeg havde haft den oplevelse. For det satte noget i gang i mig, at jeg var i den situation, at jeg var med en fast vagt udenfor, var tvangsindlagt, havde en sonde i næsen, ikke måtte gå på toilettet og alle de ting. Det blev bare for meget for mig til sidst, hvor jeg tænkte, at der må også være et andet liv for mig end dette her,« siger Anna Mathiesen.

Regeringen præsenterer senere i år en handlingsplan for psykiatrien.