Børn kan lovligt udstilles som sexobjekter

Red Barnet anbefaler en stramning af lovgivningen om børnepornografi. For lige nu er det ikke ulovligt at lade uskyldige fotografier indgå i en seksuel sammenhæng.

MODELFOTO. Det er ikke ulovligt at lade almindelige billeder af børn indgå i en seksuel sammenhæng. Det vil Red Barnet have gjort op med. Fold sammen
Læs mere
Foto: IRIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fotografier af børn, der bliver udstillet som sexobjekter, bliver hver dag købt, solgt og delt på internettet - uden at det er ulovligt i Danmark. Det viser en ny rapport fra organisationen Red Barnet, der har gennemgået 400 hjemmesider, skriver dr.dk.

Red Barnet har i rapporten dokumenteret, at fotografierne bruges lovligt af pædofile eller personer, der har økonomisk interesse i at distribuere billederne. I Danmark er fotografierne nemlig ikke omfattet af straffelovens paragraf om børnepornografi.

På fotografierne, der var omdrejningspunkt i DR-udsendelsen 21 Søndag, ser man blandt andet en pige på cirka 12 år, der poserer i små trusser, en tætsiddende bodystocking i latex og snørestøvler i latex. I hånden holder hun en sort pisk.

Red Barnet anbefaler nu, at lovgivningen på området bliver strammet, så børnene er bedre beskyttet. Red Barnet foreslår, at det ikke kun skal være billeder med eksplicit seksuel adfærd, hvor et barns kønsorganer er afbilledet »med et seksuelt formål« eller hvor en voksen har anden kønslig omgang med et barn, der er ulovlige.

»Vi kunne godt tænke os, at de her billeder bliver omfattet af straffeloven, så man ikke kan tilgå dem,« siger rådgiver i børns beskyttelse hos Red Barnet Gitte Jakobsen ifølge dr.dk.

Det er ifølge Red Barnet svært at spore, hvilken nationalitet børnene har. Organisationen ved derfor ikke, om danske børn fremgår af de hjemmesider, organisationen har undersøgt.

»Men vores erfaring viser, at meget af materialet har russisk oprindelse,« siger Gitte Jakobsen ifølge dr.dk.