Børn har ret til et privatliv

Der er for meget kæft, trit og retning i debatten om børn, mener børneforskeren Erik Sigsgaard. Han foreslår, at børn ligesom de gamle på plejehjemmene skal have tildelt nogle rettigheder, allerede mens de går i vuggestue og børnehave. Hjemlig hygge i børnehaven side 8

Respekten for det enkelte menneskes behov og ønsker er lige så vigtig i en børnehave som på et plejehjem. Derfor vil børneforskeren Erik Sigsgaard gerne have pædagogerne til at tænke på børnene, som mennesker med rettigheder, som vi voksne skal respektere. Det er jo os, der har anbragt dem i institution fra morgen til aften. Fold sammen
Læs mere

Erik Sigsgaard kender et plejehjem, hvor de gamle har indflydelse på deres eget liv. De får lov at bestemme, hvem de vil have hjælp af på badeværelset, de får lov at komme til den frisør, som de benyttede, inden de kom på plejehjem. Og vil en beboer hellere til London end på gruppeturen til Berlin, får han lov til det - så vidt muligt.

»De voksne, jeg har spurgt, er ikke i tvivl om, at det er sådan et plejehjem, de helst vil ende på. Men hvis alle er så enige om, hvad et godt plejehjem er, hvordan kan de så være så uenige, når det drejer sig om, hvad en god skole eller en god børnehave er? Mit svar er, at på plejehjem dér kan vi selv ende en dag. Derimod er vi ret sikre på, at der ikke er nogen, der om et øjeblik henter os og placerer os i en vuggestue. Derfor kan vi tale frit om, hvad vi tror, at børn har behov for og lignende frækheder. Men hvorfor ikke blot spørge os selv, hvordan vi selv gerne vil behandles som mennesker og derefter overføre det til børnenes institutioner?«

Den snart 64-årige cand.pæd. og seminarielektor Erik Sigsgaard fra Højvangsseminariet i Glostrup har i de seneste år forsket i, hvad en god institution er, og hans sidste bog om emnet »Børn og institutioner« udkom i sommer. I 1998 udgav han desuden sammen med cand.psych. Søren Schmidt og mag.art. Kim Rasmussen »Andre måder«, hvor de som en del af et forskningsprojekt beskrev institutioner, der adskilte sig fra de gængse.

Den gode pædagog

Mere frihed og ret til at bestemme over sin egen tid i daginstitutionerne betyder ikke kaos og laden stå til. Pædagogerne skal med andre ord ikke læne sig tilbage og drikke kaffe, mener Erik Sigsgaard. Derimod skal de hele tiden være i gang frem for at sætte i gang. En god institution er et sted, hvor de voksne sætter handling bag ordene i modsætning til »snakkepædagogikken«, hvor børnene hele tiden mødes med ord og argumenter.

»Pædagoger skal også kunne være i ro og tale med børnene. Men de skal først og fremmest være handlende og aktive mennesker, der vil noget med deres eget liv og har mod på livet. Det er så vigtigt for børn at mærke, at de voksne omkring dem har mod på livet. Voksne mennesker skal indrette sig sådan med hinanden, at de kan hjælpe hinanden med at holde fast i livsmodet, også på de dage, hvor det kan være svært,« siger Erik Sigsgaard.

Til bladet Børn og Unge har Erik Sigsgaard givet tre eksempler på, hvad en pædagog skal være:

1. Et forbillede: Børn gør efter de voksne, og det er vigtigt, at de har nogen at gøre efter.

2. En ven. Den nære kontakt mellem barn og voksen i en institution er vigtig.

3. En udfordrer. Når børn viger tilbage for et eller andet, skal den voksne være udfordreren eller hjælperen.

Siden har en tanke modnet hos ham. Den går ud på at ligestille kravene til en værdig behandling af ældre med en værdig behandling af de danske super-institutionaliserede børn. Erik Sigsgaard er inspireret af den aktuelle debat om, hvordan vi behandler vores gamle. Det er uværdigt, lyder det fra politikerne, hvis de ikke selv kan bestemme, hvad de skal spise, hvad tøj de skal have på, og hvilken type hjemmehjælp, de skal modtage.

Det samme gælder i princippet børnene, mener Sigsgaard, derfor har han opstillet otte rettigheder for børn, som enhver god institution bør leve op til. Det er krav som retten til et privatliv, retten til at disponere over sin tid, retten til at være fri for afbrydelser eller beordrede brud.

»Et barn i Danmark tilbringer omkring 25.000 timer i institution i løbet af en barndom. Det er mange timer, og det kan godt være, at vi i al forsigtighed skal sige, at vi nu har nået toppen for, hvad børn kan kapere. Børn i dag har mistet råderetten over deres barndom, for det er vi voksne, der af hensyn til samfundsøkonomien har bestemt, at de skal være institutionaliseret fra morgen til aften. Det er så vigtigt, at vi får tænkt, at det er noget, vi gør ved dem, vi tager friheden fra dem. Vi skal ikke sidde og flæbe over det, for det kan nok ikke blive anderledes, men det maner til en vis tilbageholdenhed og nænsomhed. Så i stedet for at bruge en masse kræfter på at diskutere bedre kvalitet i daginstitutionerne, skal vi spørge os selv, hvordan vi selv gerne vil behandles.«

Erik Sigsgaard mener, at det bedste udgangspunkt for en god institution er, når pædagogerne tager udgangspunkt i, at børnene ikke er der frivilligt, men at de skal have det bedste betingelser for at udfolde sig. Institutionen skal være mindre institutionsagtig og i stedet genskabe det nærmiljø, som tidligere fandtes i familien eller hjemme i gården eller på vejen.

Børnene skal ikke hele tiden kommanderes rundt med og afbrydes i deres aktiviteter.

»I en børnehave, jeg samarbejder med, er det de voksnes tid, der er skemalagt og ikke børnenes. Børnene ved altid præcis, hvor de kan finde deres voksne, nogle er ude hos dyrene, andre er i køkkenet. Så kan børnene selv søge derhen, hvor de helst vil være.«

Skolificeringen presser på

Erik Sigsgaard sidder bekymret på sidelinjen og følger debatten om problemerne med nutidens børn. Fra skolen lyder det, at børnene ikke er parate til undervisning, de kan ikke sidde stille og lytte efter, de har ingen respekt for lærerne. De er simpelt hen ikke opdraget godt nok hjemmefra. Skolen skal bruge for megen tid på opdragelse, og den tid går fra undervisningen.

»Det undrer mig meget, at nogen kan påstå, at børn i dag ikke er opdraget, for de er jo mere henvist til voksnes bestemmelse og magt, end børn nogensinde før har været. Det er meget få timer på dagen, hvor et nutidsbarn ikke er under voksenkontrol. Måske er problemet i virkeligheden, at børn i dag er for meget opdraget. Jeg er inspireret af den amerikanske psykolog Urie Bronfenbrenner, der har skrevet, at børn, som er meget i institution, let bliver egoistiske. Men han taler om egoisme fremkaldt af et for skemalagt liv. Jeg tror, at børn i dag alt for ofte bliver bragt i situationer, hvor de skal slås for noget. Vi ved, at i enhver institution er der altid mangel på noget. Der er mangel på frugt om eftermiddagen, der er mangel på voksne, som kan fortælle historier, der er mangel på et skød, man kan hoppe op og sidde på, der er mangel på fred og ro. Når man lever i sådan en udpræget mangelsituation appellerer det til bruge albuerne og mase sig frem i køen. Hvis det er rigtigt, så må vi jo se på, hvad vi i vores institutioner kan gøre ved det. I stedet for at skælde ud over, at børn er ukoncentrerede og urolige og kræve, at nu skal forældrene bringe dem til tavshed eller til ro.«

Børnenes rettigheder

Cand.pæd. Eriks Sigsgaard har opstillet otte rettigheder for børn, som han mener, at en god institution skal leve op til. Rettighederne præsenterede han for første gang i december i pædagogernes fagblad »Børn og Unge«.

1. Ret til at kunne knytte sig tæt til en voksen.

Ifølge Sigsgaard er det meget forkert, hvis en institution har en ideologi, der siger, at børn helst ikke må knytte sig for tæt til en ansat, da vedkommende kan få nyt arbejde. En ansat kan ikke have et lige tæt forhold til alle børn i en institution, og sådan behøver det heller ikke være, men den nære kontakt er vigtig.

2. Ret til at gå sin vej.

Det er vigtigt, fordi børnene er tvangsanbragt. Institutionerns indretning skal tage hensyn til, at der er steder, hvor man kan gå hen.

3. Ret til privatliv.

Børn skal have et privatliv. I institutionslivet er det vigtigt, at pædagogerne respekterer, at børn har en privatsfære.

4. Ret til at være fri for afbrydelser.

Sigsgaard: »Jeg kender en børnehave, hvor de godt nok har fællesspisning kl. 11.30. Men er to drenge opslugt af en leg i en hule i et træ, råber man ikke bare til dem, at de skal ind og spise. Man fornemmer sig frem, og måske får de maden serveret i hulen.

5. Ret til at spise, det de vil.

»Jeg tror, det var den tidligere socialminister, der udtalte, at de ældre på plejehjemmene skal have den mad de kan li'. Sådan er det i princippet også med børn.

Ifølge Sigsgaard er det vigtigt, at børnenes institutioner ikke bliver for stive og rigide, både med hensyn til spisning, men også f.eks. med regler om, hvornår børn skal tisse.

6. Ret til at disponere over sin tid.

»Der er visse ting, som børn må acceptere. F.eks. at mor henter dem kl. 16. Det kan også være nødvendigt at tage på den store fællestur med børnehaven, fordi der ikke er nogen hjemme til at passe det barn, som ikke vil med. Men det er undtagelser, og dem kan vi godt acceptere, hvis det normale ellers er, at vi selv bestemmer og har indflydelse.«

7. Ret til ikke at blive mobbet.

»Debatten om mobning er vigtig, men den bliver så forfærdelig let moraliserende. I stedet for tror jeg, at de voksne skal se på, hvad er der i deres pædagogik og måde at tilrettelægge tingene på, som kan fremme mobning. Det kan f.eks. være, tror jeg, et rigidt regelrytteri eller et meget hierakisk forhold lærere eller pædagoger indbyrdes.«

8. Ret til at blive hørt.

»Hvis et barn hele tiden løber ind i maven på dig eller slår ud efter dig, kalder vi det typisk grænsesøgende. Men måske synes det bare, at du er dum. Barnet vil høres, det har noget, som det vil af med, og det har vi pligt til at lytte på i stedet for straks at sætte etiketter på barnet.«

Erik Sigsgaard mener, at politikerne med tankerne om helhedsskolen reelt er i gang med at institutionalisere de danske børn endnu mere, end de hidtil har været. Børnehaveklasserne skal være obligatoriske, og mange steder udvider man også timetallet her. Det begyndte med tre timer, men i nogle kommuner tilbringer børnene i dag seks timer dagligt i de mindste klasser.

I de gode institutioner kommer handling før snak, mener Erik Sigsgaard. De gode pædagoger er handlende og udforskende mennesker, der rent kropsligt er i gang i modsætning til snakkepædagogikken. Her er det et par handlende børn fra Vognmandsparkens Børnehave i Roskilde.

»Skolen er jo mere intensiv i sin institutionalisering af børns liv end SFO eller fritidshjemmet er. Her er da lidt fritid, og der behøver jo ikke lige komme dit og dat ud af det. Det hele er lidt mere rummeligt.

Men det børnene tidligere lærte i det nære samfund, i familien, og når de var på egen boldgade, har vi i de sidste 30-40 år lagt over i institutionerne, først og fremmest i skolen. Nu opdager vi så, at det går bare ikke, men vi kan ikke forstå det, for i udlandet går det tilsyneladende lidt bedre, når man sådan måler på læsning og den slags. Men der er jo ingen steder i verden, hvor børn er så institutionaliserede som i Danmark. Ingen steder hvor nærmiljøerne og selv familien er så støvsuget for indhold. Men vi tror, at løsningen er mere beskoling, for vi kan ikke tænke på anden måde.«

Erik Sigsgaard vil ikke blive overrasket, hvis man om nogle år begynder at tale om et egentligt forberedelsesår til børnehaveklassen, ligesom børnehaveklassen i dag er en forberedelse til skolen. Men den skolificering mener han er en forkert vej at gå.

»I den almindelige tænkning lærer børnene jo ikke noget i børnehaven, det er bare ren opbevaring. Men det er jo det rene sludder og vrøvl. Vi siger ikke, om et barn på 11 år, at hun bliver passet henne i 6. klasse, og om et barn på fem ville vi aldrig sige, at hun bliver undervist henne i børnehaven. Men jo yngre børn er, jo mere lærer de.

En børnehaveklasseleder, jeg kender, synes selv hun havde nogle dejlige børn, men der var da ikke ro i klassen. Da deres kommende klasselærer kom på besøg, udtrykte hun bekymring, for nok var det dejlige børn, men hvordan skulle det dog gå i 1. klasse. De var jo meget urolige. Ja, svarede børnehaveklasselederen, men sådan er mine børn. Jeg savner lidt, at pædagoger i dag står frem og siger til skolen: Sådan er vores børn. Ja, der er gang i dem.

Skolens måde at være skole på skal ikke gribe disciplinerende ind i børnehavens måde at være børnehave på. Det skal være et ligeværdigt samarbejde. Børnehavens formål er ikke at forberede børn til at komme i skole, men at de får tre gode år her. De skal ikke hele tiden forberedes til det næste. Forberedelsestanken præger hele vores samfund og også det enkelte menneskes måde at være på. Vi kan næsten ikke være nærværende, fordi vi hele tiden tænker på, hvad vi skal bagefter, i stedet for at være der hvor vi er. Det en meget skadelig tendens, der også kan påvirke børns evne til at koncentrere sig og fordybe sig.

Når jeg er ude og høre en forsamling tale om, hvor godt børn har det i dag, beder jeg dem forestille sig, at de skal leve deres liv om: Alle os, der er samlet her, kan få det præcist lige så pragtfuldt som børn har i dag: 25.000 timer i institution i løbet af en barndom. Nu vil jeg godt se dem, der gerne vil bytte med sådan en moderne barndom, række hånden op. Der er aldrig én, der rækker hånden op. Det synes jeg er tankevækkende...