Børn fandt død kvinde under isen i Nordsjælland: Politiet ved stadig ikke, hvem hun er
Torsdag blev en kvinde fundet under isen i en sø i Hillerød. Politiet ved stadig ikke, hvem hun er, og beder igen borgerne om hjælp.

Torsdag blev en kvinde fundet under isen i en sø i Hillerød. Politiet ved stadig ikke, hvem hun er, og beder igen borgerne om hjælp.

Torsdag eftermiddag blev en død kvinde fundet under isen på skovsøen Sortedam i Hillerød.
Lørdag aften ved politiet stadig ikke, hvem hun er, og over for TV 2 Kosmopol opfordrer politiet igen potentielle vidner til at melde sig i sagen, så kvinden kan blive identificeret.
Klokken 12.12 torsdag den 25. januar modtog politiet anmeldelsen om, at der var fundet et lig under isen i Sorte Dam.
Det var elever fra den nærliggende Frederiksborg Byskole, som i frikvarteret var gået ud i skovområdet, hvor de opdagede den afdøde kvinde, har Sjællandske Medier beskrevet.
Ifølge mediet er eleverne, der var til stede i skoven, efterfølgende blevet tilbudt krisehjælp.
Politiet har oplyst, at der »umiddelbart ikke er noget, der tyder på et mistænkeligt forhold«.
Men »intet er udelukket endnu«, og der bliver arbejdet ud fra tre hypoteser fra politiets side:
»Selvmord, sygdom eller strafbart forhold,« fortalte vagtchef Thomas Ratzlaff fredag til Ekstra Bladet.
Har man viden om sagen, opfordrer politiet til at ringe på telefonnummer 1-1-4.