Når far og mor drikker for meget, ønsker mange børn sig langt væk fra tomme flasker, utryghed og vold. En ny opgørelse viser, at hver tredje unge med alkoholiske forældre havde et ønske om at blive fjernet fra hjemmet, da de var børn.

Læs Berlingskes interview med 25-årige Lou Klercke Djurhuus, der voksede op med to alkoholiserede forældre her.

Organisationen Tuba, der rådgiver unge fra alkoholiserede familier, har stillet i alt 1977 af sine medlemmer følgende spørgsmål: ”Da du var barn, tænkte du så nogensinde, at det ville være bedre for dig, hvis du blev fjernet fra hjemmet?” Det svarer 690 ”ja” til.

Opgørelsen får Tubas landsleder Henrik Appel Esbensen til at konstatere, at ”vi har svigtet for mange børn”.

»Vi har altid vidst, at det er enormt belastende at vokse op i familier med alkoholmisbrug. Men det her overrasker mig alligevel,« siger Henrik Appel Esbensen og fortsætter:

»Vi har måske for meget fokus på forældrenes rettigheder i stedet for børnenes.«

Opgørelsen viser, at det er unge fra alle sociale kår, der ønsker, at de var blevet fjernet som børn.

Fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd forklarer seniorforsker emeritus Mogens Christoffersen, at mange børn forsøger at beskytte deres alkoholiske forældre. Derfor skal der meget til, før børnene selv siger fra.

”De her tal fortæller os, at der virkelig kan være behov for, at der bliver grebet tidligere ind i sager med alkoholiske forældre. Børnene siger ofte ikke selv fra, og kommunen kan være tilbageholdende for at sikre et fortsat samarbejde med forældrene,” siger Mogens Christoffersen.

Han henviser til sin forskning i alkohols sociale konsekvenser, der viser, at børn af alkoholiske forældre langt oftere bliver udsat for vold i hjemmet og omsorgssvigt. Samtidig er de mere tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser og narkomani.

Socialdemokraternes socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil kalder den nye opgørelse ”et meget klart budskab”, som skal tages seriøst.

”Man kan på baggrund af den her opgørelse konstatere, at vi fjerner for få. Det mener jeg helt klart. Men vi er nødt til at dykke længere ned i tallene for at finde ud af, hvem den tredjedel er, som ville ønske, at de var blevet fjernet,” siger hun.

For hvad er den udslagsgivende faktor, når børn ønsker at blive fjernet fra hjemmet? Er mængden af alkohol afgørende? Betyder det noget, om forældrene skilt? Eller om der er tale om kvartalsalkoholisme? Det efterlyser Pernille Rosenkrantz-Theil nu, at Børne- og Socialministeriet folder ud.

Berlingske forsøger i skrivende stund at indhente en kommentar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K)